En af de største aktører når det gælder nattogruter er de østrigske statsbaner, ÖBB, der allerede har seks Nightjet-ruter til andre lande og planer om flere. Arkivpressefoto for ÖBB: Harald Eisenberger.

Planer om flere europæiske nattog

Antallet af europæiske nattog er i vækst. Nu er det tyske parti De Grønne kommet med nyt udspil om ruter med nattog, blandt andet til København. Nattog skal erstatte kortere flyruter, er ønsket.

For at begrænse antallet af korte flyvninger i Europa præsenterer De Grønne i Tyskland nu visionen Euro Night Sprinter, der kan begynde at være klar i 2030. Det skriver hjemmesiden Cleanenergywire.org

De Grønne i Tyskland ønsker navnlig fokus på nattog, blandt de mange foreslåede ruter er en via Hamborg til København og derfra til såvel Oslo som Stockholm.

Euro Night Sprinter skal, fuldt udbygget, forbinde de største byer i Europa og ferieområder. For eksempel skal man i fremtiden kunne tage toget til Barcelona og derfra sejle til Mallorca, lyder det fra De Grønne.

Klik for større format. Sådan kunne ruterne, fuldt udbygget blive, for nattog under Euro Night Sprinter.

Men, skriver den tyske avis Zeit Online, så er der logiske udfordringer i forhold til de velmenende tanker om at skåne miljøet ved at køre mere i tog.

For eksempel er der om natten pres på de europæiske jernbaner, hvor der kører mange fragttog. Det vil gøre det sværere for nattog at komme så hurtigt frem som ønsket. Ligeledes er der udfordringerne med gennemkørende tog mellem landene og at jernbaneselskaberne skal betale for brug af skinnenet i de enkelte lande.

Også franske planer om flere nattog
I sommer præsenterede det planlagte franske transportselskab Midnight Train en omfattende plan for luksuriøse nattog til primære europæiske byer, København er med blandt de 12 byer i første udkast.

Mignight Train skal være et luksuriøst hotel på jernbaneskinner og være et alternativ til eksisterende nattog og kortruteflyvninger i Europa, lyder konceptet.

Blandt andet skal Midnight Train, hvis konceptet bliver en realitet, have bekvemmeligheder som minisuiter med bad, restaurantvogn og så videre. Bag planerne om Midnight Train er blandt andet den franske telecom-milliardær, i euros, Xavier Niel. ”Vores gæster vil have privatliv, når de kører med tog, de gider ikke dele sovekupé med fremmede. Vi vil konkurrere med flyvninger på op til 90 minutter,” siger han.

Større europæiske samarbejde på vej
En af de største aktører i dag inden for nattog er de østrigske statsbaner, ÖBB, der allerede har seks ruter med nattog til andre lande i Europa og der er planer om flere.

ÖBB præsenterede i december sidste år sammen med de tyske jernbaner, Deutsche Bahn, franske SNCF og de schweiziske jernbaner SBB en aftale om at introducere flere ruter med nattog mellem de europæiske lande. Projektet, der har navnet Trans-Europe Express (TEE) 2.0, skal til at begynde med have nattogruter mellem 13 af Europas største byer.

Relaterede artikler:

Rejsebureau vil sende gæster med toget

Tyskland blokerer for nattogstrafik til Europa

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog

FlixTrain åbner 15 nye togruter i Tyskland

DSB køber flere togvogne til international trafik