- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Færgerute lukker permanent mellem Danmark og Oslo

Efter over 40 år lukker Stena Line sin rute mellem Frederikshavn og Oslo. Ruten blev midlertidigt lukket i lørdags, men genåbnes ikke, oplyser rederiet. Ruten har årligt en halv million passagerer.

Ruten mellem Frederikshavn og Oslo lukkede i lørdags som følge af coronakrisen og den midlertidige lukning af de danske grænser for ikke-nødvendig passagertrafik.

Men nu oplyser Stena Line, at når grænserne åbner igen, vil ruten forblive lukket. Det er dels en følgevirkning af coronavirussen, dels for at sikre den kritiske fragtvirksomhed, oplyser det svenske rederi.

”Det er en historisk hård situation, som tvinger os til at tage svære beslutninger. Ruten Frederikshavn-Oslo er stort set udelukkende afhængig af passagertrafikken og den vigtige højsæson om sommeren. Vi mister hele højsæsonen i år, og vi har simpelthen ikke råd til at vente og håbe på næste sommer,” siger Niclas Mårtensson, administrerende direktør for Stena Line.

I en pressemeddelelse skriver Stena Line: ”Den nuværende situation med grænselukninger og rejserestriktioner på tværs af flere lande som følge af coronavirussen har medført, at Stena Line, ligesom mange andre virksomheder i transport- og rejsebranchen, oplever et dramatisk fald i bookinger.

Virksomheden i Skandinavien er hårdest ramt, og det har tvunget rederiet til at måtte tilpasse omkostningerne for at sikre den kritiske fragtvirksomhed.”

Færgen Stena Saga har siden 1994 besejlet ruten, som nu lukkes efter mere end 40 år. Knap en halv million passagerer rejser årligt på ruten, hvoraf langt størstedelen af passagererne kommer fra Norge. Nedlægningen af ruten vil berøre 30 medarbejdere på Stena Lines norske kontor.

De svenske medarbejdere, der bliver berørt af lukningen, er allerede inkluderet i de i alt 950 afskedigelser i Sverige, der blev varslet i mandags, oplyser rederiet.

Stadig Stena-ruter mellem Danmark og Sverige
Stena Lines øvrige danske ruter mellem Frederikshavn og Göteborg samt mellem Grenaa og Halmstad påvirkes ikke af nedlægningen.

På disse ruter sejler færgerne fortsat med fragt og passagerer med et anerkendelsesværdigt formål med skærpede forholdsregler i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger. Disse ruter forventes at vende tilbage i fuld drift når er under kontrol.

Stena Line kan ikke udelukke flere nedskæringer eller ændringer i sejlplaner og rutenetværket.

”Vi er en del af den kritiske infrastruktur, hvorfor vores hovedfokus er at holde varestrømmene i gang og sikre den vigtige fragtforretning mellem Danmark og Sverige samt på vores øvrige ruter i Europa,” siger Niclas Mårtensson.

Stena Line er ifølge egne oplysninger verdens største privatejede færgerederi og råder over 37 fartøjer på 19 færgeruter i Nordeuropa.

Relaterede artikler:

Billetsalg startet til ny dansk Stena Line-færgerute

21 awards i den norske rejsebranche

Visit Sweden flager ud i Danmark og Norge