- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Færøerne får turistattraktion 187 meter under havet

På lørdag indvies unikt tunnelprojekt på Færøerne med verdens angiveligt eneste rundkørsel under havets overflade. "Tunnelen vil få stor betydning for turismen," siger Færøernes turistdirektør.

Turister til Færøerne, der stadig kan besøges af rejsende fra Danmark, har fra på lørdag en ny oplevelse, en rundkørsel under havet. Samtidig kan også turisterne komme hurtigere mellem for eksempel Torshavn og øgruppens næststørste by, Klaksvig.

Den nye 11,2 kilometer lange Eysturoytunnel, Eysturoyartunnilin på færøsk, starter lige nord for den færøske hovedstad, Torshavn, og forbinder to byer på naboøen Eysturoy (Østerø).

7,5 km fra hovedøen Streymoy, hvor Torshavn ligger, møder tre tunneler hinanden under havet i en rundkørsel med en klippesøjle i midten. Den første afkørsel i rundkørslen fører til Rokini i byen Saltnes på Eysturoy, den anden afkørsel bringer bilisten op til overfladen ved byen Strendur på nordsiden af Færøernes længste fjord, Skálafjørður eller Skålefjord på dansk, der skærer ind i Eysturoy på dette punkt.

Bag opførelsen og driften af tunnelen står P/F Eystur- og Sandoyartunlar, der ejes af Færøernes Landsstyre. Milliardbyggeriet byggeriet begyndte i 2016 og det laveste punkt under havets overflade er 187 meter.

Hurtigere transport til Klaksvik
Fagbladet Ing.dk
skriver, at når den nye tunnel åbner, bliver rejseafstanden fra Torshavn til byerne nord og syd for Skålefjorden reduceret fra 55 til 17 kilometer. Hvor det i dag tager over en time, reduceres rejsetiden til blot et kvarters tid.

Lige så vigtigt er det, at rejsetiden mellem Torshavn og Færøernes næststørste by, Klaksvik, bliver halveret fra omkring 70 til 35 minutter, når tunnelen bruges i stedet for at køre over en eksisterende bro.

Prisen for passagen af tunnelen bliver ifølge Local.fo 75 kroner hver vej for personbiler, det bliver billigere med et årsabonnement. Der forventes op mod 5.500 motorcykler, biler, lastbiler og så videre om dagen. Færøerne har allerede en række vejtunneler. 17 af dem går gennem fjeld, mens to går under havet.

Turistdirektør: Stor betydning for færøsk turisme
I en kommentar om den nye tunnel, siger Guðrið Højgaard, direktør hos VisitFaroeIslands, til STANDBY.DK:

“Tunnelen kommer helt klart at få stor betydning for færøsk turisme. Den kommer helt at ændre trafikmønstret på Færøerne, også for vores gæster. De to største øer bliver sammenbundet og det vil alt andet lige gøre, at langt flere af vores gæster også kommer til at besøge nordpå, nu hvor afstanden forkortes med 45 minutter hver vej.

Desuden er tunnelen et flot bygningsværk i sig selv med fantastisk flotte kunstinstallationer, både visuelt og lyd, så det kommer til at gøre tunnelen til en attraktion i sig selv. Historien om tunnelen er gået verden rundt og jeg tror at den positive modtagelse af den har været ekstra stærk i denne særlige tid vi befinder os i, hvor der ikke har været så mange positive historier i lang tid,” siger Guri Højgaard.

Hun fortsætter: “Der sker godt nok meget spændende for tiden. Vi har i år fået et Hilton-hotel, det nye Hotel Brandan ligesom Hotel Føroyar har udvidet, Færøerne blev udnævnt til Best in Travel hos Lonely Planet og vi har lige vundet Grand Prix i Eurobest-konkurrencen for Closed for Maintenance-projektet.”

“Desuden har vi kørt tre kampagner i år, som alle er gået rigtig godt. Remote Tourism kampagnen, som gik verden rundt i april, Færøerne Findes Faktisk-kampagnen på det danske marked, hvor vi sendte en kærlig hilsen til statsminister Mette Frederiksen i juni og også en lokal kampagne, for at få færingerne til at være turist i eget land. Så der er trods alt flere lyspunkter i år,” siger Færøernes turistdirektør og tilføjer:

“Vi har selvfølgelig prøvet at se på mulighederne heller end forhindringerne i denne svære tid, men turismen på Færøerne er som helhed nede med omkring 75  procent, ligesom resten af verden,”

Relaterede artikler:

Færøerne får anerkendelse fra Lonely Planet

Så åbnede Hilton på Færøerne

Færøsk færge får ekstra dæk og flere kahytter