Rederiet Smyril Line vil bruge cirka 100 millioner kroner på en opgradering af sit skib Norröna, der efter tilføjelse af et ekstra dæk kommer til at se cirka sådan ud. Illustration: Smyril Line.

Færøsk færge får ekstra dæk og flere kahytter

MS Norröna fra Smyril Line, der hele året sejler fra Hirtshals til Færøerne og Island, skal på værft for at få et ekstra dæk med blandt andet 50 nye kahytter. Rederiet har åbnet nyt firestjernet hotel i Torshavn.

Norröna sejler hele året mellem Hirtshals, Torshavn på Færøerne og østislandske Seydisfjørdur (Seyðisfjørður). Der sejles én gang om ugen i lavsæsonen og to i højsæsonen.

Skibet, der kostede næsten 750 millioner kroner, da det kom nybygget til Smyril Line i 2003, står nu foran en større opgradering.

”Rejsemønstrene ændrer sig, passagererne stiller i dag andre krav, end da Norröna blev sat i drift. Samtidig ser vi større efterspørgsel på mindre kahytter, derfor får Norröna nu sat et ekstra dæk på, der blandt andet vil betyde yderligere 50 kahytter med plads til to passagerer i hver af disse,” siger Henny á Liknargøtu, salgs- og marketingdirektør hos Smyril Line til STANDBY.dk

I alt forventer Smyril Line at bruge 100 millioner kroner på opgraderingen af Norröna. For pengene renoveres blandt andet også mange af de nuværende 320 kahytter i forskellige størrelser på skibet, der i alt har kapacitet til næsten 1.500 passagerer og for eksempel 800 personbiler.

På værft fra december til starten af marts
Norröna skal på værft på Fayard-værftet ved Munkebo på Fyn mellem 19. december i år og til 4. marts næste år. Herefter sejler skibet første tur til Færøerne og Island den 6. marts.

Sidste år havde Smyril Line omkring 120.000 passagerer med Norröna; tyskerne udgjorde igen det største marked. Tyske turister sejler med Norröna til Færøerne og kører så rundt på øerne eller fortsætter til Island og kører så rundt på Europas næststørste ø (efter England) med for eksempel egen campingvogn. Efter Tyskland er Smyril Lines andre store markeder Danmark, Færøerne, Holland og Frankrig.

I denne coronatid er også Smyril Line ekstra forsigtige. Rederiet foretager en i øjeblikket gratis coronatest inden passagerne kommer ombord i Hirtshals; herefter skal de helst opholde sig i deres kahyt indtil de efter nogle timer får besked på testen. Er de ikke smittede, kan de bevæge sig rundt på skibet – med mundbind, hvis der ikke kan holdes to meter social distance.

Smyril Line bag nyt hotel i Torshavn
Sidste år havde Færøerne omkring 120.000 turister, cirka halvdelen var krydstogtpassagerer, og næsten 200.000 gæstenætter fra turisterne, hvoraf danskere stod for cirka 55.000; hertil kommer Airbnb, har turistrådet Visitfaroeislands tidligere i år oplyst til STANDBY.dk

Smyril Line har to hoteller i og ved Torshavn. Trestjernede Hotel Hafnia med 79 værelser ligger i byens centrum tæt, mens det spritnye firstjernede Hotel Brandan åbnede 1. juli med 124 værelser.

Til oktober åbner efter planen Færøernes første internationale hotel, et Hilton Garden Inn. Det åbner i samarbejde med blandt andet Færøernes flyselskab, Atlantic Airways, med 130 værelser.

Relaterede artikler:

Atlantic Airways: Ingen prisstigninger efter SAS-exit

DFDS vender tilbage til Jylland

Færøerne har baggrundsrolle i ny James Bond-film