- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Færøerne klar med ny bookingplatform

Turister til Færøerne kan nu bestille udflugter, rundture og meget mere via det nye samarbejde Guide to Faroe Islands, der støttes af øernes turistråd og omfatter 50 udbydere af turismeprodukter på øgruppen.

Via den nye hjemmeside guidetofaroeislands.fo er der mulighed for at se priser på og bestille en lang række aktiviteter for besøgende til den atlantiske øgruppe med den smukke natur og den gæstfrie befolkning.

Hjemmesiden, der har fuld opbakning fra Færøernes Turistråd, giver en rig variation af muligheder for at se og opleve det bedste af Færøerne – også tilpasset den tid, den rejsende har til rådighed. Måske kan der også skaffes bord på Restaurant Koks tæt på Torshavn, der har en Michelin-stjerne.

Guide to Faroe Islands beskrives som en markedsplads for rejsende med behov for at opleve den vestnordiske øgruppe.

Turisme skal gerne være en stigende kilde til indtægter og beskæftigelse på Færøerne. Den årlige omsætning fra turisme har for længst passeret 500 millioner kroner om året – målet hos Færøernes Turistråd er at omsætningen kommer op på en milliard kroner i 2020.

Færøerne har et indbyggertal på omkring 50.000 fordelt på de 18 beboede øer. Der er daglige flyafgange fra blandt andet København til Færøerne. Foto: guidetofaroeislands.fo

Hovedparten af turisterne til Færøerne kommer flyvende med primært flyruterne fra Danmark – færøske Atlantic Airways konkurrerer med SAS på hovedruten fra Københavns Lufthavn til Vagar, Færøernes eneste lufthavn.

Alene sidste år havde den færøske lufthavn 341.000 passagerer – ny rekord og knap 50.000 flere end i 2016, en vækst på imponerende 17 procent.

Atlantic Airways kan i øvrigt bryste sig af at være et af meget få flyselskaber i verden med en kvinde som koncernchef for flyselskaber, det har færøske Jóhanna á Bergi været siden 2015.

Udover flyvning – og der er flere flyruter til Færøerne end fra bare Danmark, navnlig med Atlantic Airways – kan der også sejles til øgruppen. Den færøske rederi Smyril Line har således en helårlig rute fra Hirtshals til Torshavn, Færøernes hovedstad og største by.

Mangel på hotelværelser
Den største turistgruppe til Færøerne kommer fra Danmark, der står for omkring halvdelen af turisterne på Færøerne.

Turisterne bor oftest i Torshavn, der har stor mangel på hotelværelser i sommerens højsæson. I dag har den færøske hovedstad kun omkring 300 hotelværelser, der er flest på Hotel Føroyar, der ligger udenfor Torshavn med 131 værelser, Hotel Hafnia i centrum har 76 værelser, Hotel Tórshavn 43, Hotel Streym 29 og Hotel Havn har 19 værelser.

I 2020 kommer endnu et hotel når Færøernes flyselskab, Atlantic Airways, åbner 3-4 stjernet hotel med 130 værelser.

Relaterede artikler:

Flyselskab skal have sit eget hotel

Får-kamera øger Færøernes synlighed på Google

Færøernes Lufthavn overhaler Aarhus Lufthavn