- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Familie og venner er største inspiration til ferierejser

Rejsebureauet overgås kun af familie og venner som inspirationskilde til ferierejser. De såkaldte influencers er ikke slået igennem på samme niveau, viser ny analyse.

Anbefalinger fra familie og venner samt inspiration fra rejsebureauer er de primære kilder, når danskerne skal inspireres til ferierejser. Længere nede på listen kommer klassiske rejsebøger samt portaler som Expedia, Momondo og Tripadvisor.

Det viser i hvert fald tal fra det danske analyseinstitut Epinions netop offentliggjorte årlige rejseanalyse ”Sådan Rejser Danskerne 2018.” På Danmarks Rejsebureau Forenings årsmøde i april præsenterede Epinion udvalgte resultater fra undersøgelsen efter netop at have færdiggjort indsamlingen af data.

Svarene i Epinions rejseanalyse ”Sådan Rejser Danskerne 2018” er fundet via online-besvarelser fra 3.000 medlemmer af analyseinstituttets Danmarkspanel, der repræsenterer befolkningen målt på alder, uddannelse, bopæl og så videre.

Største bruger af rejsebureauer er aldersgruppen på over 60 år, fulgt af de 50-59 årige og de 18 til 29 årige. Borgerne i Hovedstaden er flittigst til at bruge rejsebureauer i ferieplanlægning for udlandsrejser, mens indbyggere i Nordjylland er den region der mindst bruger rejsebureauer, viser undersøgelsen, der ikke afdækker inspiration fra annoncering i trykte medier, oplyste Epinion på DRF’s årsmøde i København.

Kunder sætter pris på rejsebureauer
Danmarks Rejsebureau Forening mener, at de rejsende fortsat sætter pris på rejsebureauernes service og faglighed.

”Det klassiske rejsebureau – både on- og offline – har sin berettigelse i faglighed og erfaring, og de rejsende ved, at den viden følger med flybilletterne, hotelopholdet og så videre, når de bestiller gennem disse formidlere,” siger Lars Thykier, administrerende direktør i DRF og tilføjer:

”Overordnet klarer danske rejsebureauer sig virkelig godt og er fulgt med forbrugernes behov. De fleste rejsebureauer er kendt for smidige bookinger og en høj grad af tilgængelighed, hvis der skulle opstå spørgsmål eller problemer.”

Influencers er et umodent marked
De senere år er danskernes påvirkning fra sociale medier steget, noterer DRF. Epinions analyse viser dog, at effekten af disse influencers rangerer lavt.

En rundspørge blandt DRF’s medlemmer viser generelt en meget positiv indstilling over for influenter, men meldingen er også, at de fleste ikke bruger dem i nævneværdig grad. Rejsebureauerne finder det uigennemsigtigt, hvad de får for investeringen, og at pris og afkast ikke hænger sammen.

Influenter kan vække en indledende interesse, men Epinions analyse viser ifølge DRF, at danskerne har brug for mere information, inden de bestiller rejsen.

“Skal samarbejdet mellem bureauer og influenter fungere, skal virksomhederne have et klart billede af, hvilken målgruppe de kan nå via influentens kanaler, og her oplever rejsebranchen stadig, at markedet for influenter er for umodent. Her er alt for ofte fokus på kvantitet frem for kvalitet,” siger Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening, der i år fejrer 80 års jubilæum – dog ikke med Lars Thykier i direktørstolen siden starten i 1938…

Relaterede artikler:

Masser af tal om danskernes ferierejser

Ny lov øger krav til udbydere af pakkerejser

Rejsebloggere i samarbejde