- STANDBY.DK - https://standby.dk -

2.043 flere besøgte weekendens Ferie for Alle

Med 63.362 besøgende havde Skandinaviens største rejsemesse 2.000 flere gæster end sidste år – og det bedste resultat siden 2014. Lørdagen i MCH blev den bedste i messens historie.

Da dørene lukkede søndag eftermiddag klokken 17 i Messecenter Herning var tælleapparaterne nået op på 63.362 besøgende – det højeste antal siden 2014. Sidste år havde Skandinaviens største rejsemesse 61.319 besøgende.

Klik for stort format. Jarolin De la Cruz er netop tiltrådt som direktør for Den dominikanske Republiks turistkontor i Norden. Her ses hun med fra venstre chef for Apollo Rejser i Danmark, Glenn Bisgaard, Pia Kitten Sørensen, hvis PR- og repræsentationsbureau Target Tourism blandt andet repræsenterer den caribiske destination, Jarolin De la Cruz, og produkt- og salgschef hos Apollo, Michael Buch Hansen. Foto: Henrik Baumgarten.

Dermed blev alt forhåndssnak om at coronavirussen ville holde potentielle besøgende hjemme gjort til skamme. Og udstillerne kunne sammen med Messecenter Herning glæde sig over at rejsemessen atter viste sig som MCH’s største, årlige publikumsmagnet.

”For eksempel var besøgstallet i lørdags på 23.882 et all time high på en lørdag,” siger projektchef for Ferie for Alle siden 2005, Anders Ladefoged Mortensen, til STANDBY.dk og tilføjer:

”Det har været en fantastisk weekend med stort salg hos mange af udstillerne, kæmpe interesse fra mange af de besøgende og nærmest fuld fart på alle aktiviteter. Jeg har indtil nu kun hørt positive tilbagemeldinger – og udstillernes pre-booking af stande til næste år er det bedste tegn på, at udstillerne er tilfredse med i år.”

Næststørste antal udstillere
Til dette års Ferie for Alle var der tilmeldt 1.171 udstillere mod 1.140 sidste år. ”Tallet i år var det det næsthøjeste i messens historie,” siger Anders Ladefoged Mortensen.

Klik for stort format. Det nye danske flyselskab, Great Dane Airlines med hjemmebase i Aalborg Lufthavn, var på lufthavnens stand. Fra venstre marketingchef Line Mørch Stiller, administrerende direktør Thomas Hugo Møller og salgschef Karina Suhr Holm. Foto: Henrik Baumgarten.

Om dette års besøgstal sagde Anders Ladefoged Mortensen søndag eftermiddag: ”Vi håber jo altid på, at det går godt. Det gjorde det denne weekend, udstillerne er glade og har haft en god weekend. Besøgstallet kan jo gå til hver sin side – i år gik de til den gode side. Så det var en dejlig, men også lang weekend og vi og udstillerne er tilfredse på den gode måde.”

Projektchefen fortsætter: ”Vi har lige efter lukningen søndag siddet med messekomiteen med repræsentanter fra camping, charterarrangørerne, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarksferier, golf og så videre. De har talt med deres medlemmer og det har været positivt hele vejen rundt lyder de foreløbige meldinger, de har fået fra deres medlemmer.”

Anders Ladefoged Mortensen tilføjer: ”Når vi taler med udstillerne prøver vi jo også at fornemme, om de har været så tilfredse, at de vil være med igen næste år. Og på den korte bane er det bestemt, de tilbagemeldinger, vi får. Og ved allerede nu at melde sig klar til næste år, sikrer udstillerne sig jo også ret til at beholde den plads på messen, de havde i år.”

Klik for stort format. I Danmarkshallen var blandt andre Small Danish Hotels. Her havde kædens administrerende direktør, Jørgen Christensen, til venstre, besøg af hollandske Marlous Lub, ejer af og direktør for Dansk.nl/DFB Reizen, som hendes bedstefar startede for 35 år siden for at sende hollandske turister til Danmark, samt Sven Nørskov Eskildsen, direktør for Hotel Randers. Foto: Henrik Baumgarten.

Besøger messen i fem timer
De besøgende på Ferie for Alle er i snit fire til fem timer på messen, oplyste MCH forud for dette års messe.

Undersøgelser af de besøgende på Ferie for Alle viser ifølge tal fra MCH, at omkring 26 procent af de besøgende køber noget – og at 46 procent efterfølgende forventer at købe på baggrund at deres besøg på Ferie for Alle

75 procent af tidligere besøgende siger ifølge MCH, at de efterfølgende købte på baggrund af deres besøg og 40 procent af disse købte for over 10.000 kroner.

Andre tal viser, at af de, der køber på messen, køber 60 procent udlandsferie og over fire ud af fem besøgende lægger vejen forbi udlandshallerne, G og M.

De knap 1.200 udstillere fordeler sig mellem Ferie for Alles fem temaområder med cirka 40 procent i udlandshallerne, andre 40 procent er i områderne Danmark/udeliv/golf, mens de sidste 20 procent af udstillerne er på campingområdet.

Relaterede artikler:

Klar til Skandinaviens største rejsemesse

”Ildsjælene på Møn” vandt Havfrueprisen

Charterbranchen afløser Kina på Ferie for Alle