- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere danskere på ferie i udenlandske sommerhuse

Strande og storbyer trækker mest i feriedanskerne, men siden 2015 er danskernes interesse for sommerhuse i udlandet næsten fordoblet, viser ny undersøgelse.

Hotel- og rejsesøgemaskinen momondo.dk har siden 2014 taget ferietemperaturen på danskernes rejsevaner. Den nyeste undersøgelse viser, at når danskerne i år drager på ferie forventes knap fire ud af ti (38 procent) at have fokus på storbyer, mens 35 procent går efter en strandferie.

“Storbyferier topper igen i år listen over danskernes foretrukne ferieform med strandferie som en sikker nummer to. Det kan skyldes, at udbuddet af storbydestinationer og flyruter er vokset de seneste år. Det er simpelthen blevet billigere og nemmere at komme af sted på en storbyferie,” siger Lasse Skole Hansen, presseansvarlig i Danmark for Momondo.

Derudover viser Momondos undersøgelse en fordobling i antallet af danskere, der planlægger en ferie i et sommerhus i udlandet. 15 procent af danskerne angiver, at de planlægger en ferie i et sommerhus i udlandet i år. I 2015 var andelen på otte procent. Derudover er camping også i vækst. Ifølge undersøgelse planlægger 17 procent af danskerne en campingferie mod 11 procent i 2015.

Mænd vil brænde kalorier på ferien
Indenfor nicheferier er aktive ferier domineret af mænd – ifølge Momondos undersøgelse planlægger ni procent at de danske mænd en ferie, hvor der skal brændes kalorier af. På samme område er tallet kun to procent hos kvinderne.

Momondos internationale undersøgelse om rejsevaner og tendenser er foretaget blandt 27.400 respondenter i alderen 18-65 år i 26 lande, og med mindst 1.000 respondenter har deltaget i hvert land. Data er indsamlet i sidste måned. Respondenterne er repræsentativt fordelt i forhold til køn, alder, uddannelse og region.

Momondo, der oprindeligt var en danskejet søgemaskine, ejes i dag af den amerikanske søgemaskine Kayak, der hører under Booking Holdings som blandt andet omfatter Booking.com.

 

Relaterede artikler:

Rekordår for danske feriehuse

Her rejser danskerne på ferie

Dansk rejsebureau på opkøb i Tyskland