- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere kæmpe krydstogtskibe på vej

I løbet af efteråret tager rederierne Carnival Cruise Line, Princess Cruises, Norwegian Cruise Line og MSC Cruises fire nye store skibe i brug med samlet plads til 17.000 passagerer.

Dette år bliver et af de største målt i antal nye krydstogtskibe, i alt 24 nye krydstogtskibe med plads til 42.500 passagerer, viste analyse i starten af året fra cruiseindustrynews.com

Det passagermæssigt største skib, der kommer på markedet i år, er Costa Smeralda fra Costa Cruises med kapacitet til 5.224 gæster. Skibet skal fra efteråret sejle i det vestlige Middelhav. Costa Cruises hører under amerikanske Carnival Cruises, verdens største krydstogtrederi.

Og der er endnu fire såkaldte mega-krydstogtskibe på vej til ibrugtagning i år, viser opgørelse fra hjemmesiden cruisefever.net, der tilføjer, at allerede i år har rederierne Royal Caribbean, MSC Cruises, Viking og Celebrity Cruises alle taget nye store krydstogtskibe i brug.

Men der er yderligere endnu fire mega-skibe på vej i år, viser opgørelsen fra cruisefever.net

Nævnt i den rækkefølge, de tages i brug i løbet af efteråret, er det Sky Princess med plads til 3.500 passagerer. Sky Princesss, det nyeste medlem af rederiets Royal-class, begynder at sejle med passagerer fra oktober.

Det starter med en række krydstogter i Europa, hvorefter turen går over Atlanten til Fort Lauderdale i Florida, hvorfra det fremover skal sejle krydstogter på syv nætter til henholdsvis den østlige og den vestlige del af Caribien, verdens største krydstogtmarked.

Også nyt kæmpeskib til Norwegian
Fra midten af november er rederiet Norwegian Cruise Line klar med sit nyeste skib, Norwegian Encore, der kan tage 4.200 passagerer. Megaskibet får for eksempel en racerbane, en laser-skydebane samt vandlande til både voksne og børn. Hertil kommer blandt andet 34 spisesteder og barer.

Norwegian Encore får fra sin base i Miami syvdages krydstogter i det østlige Caribien med første afgang den 17. november. Her sejler det til midten af april, hvorefter det skifter hjemadresse til New York City og får her fra krydstogter til blandt andet Bermuda.

Også fra november tager italienske MSC Cruises sit nyeste skib, MSC Grandiosa fra Meraviglia Plus-klassen, i brug. Det begynder at sejle med passagerer – der er plads til næsten 5.000 – i Middelhavet, MSC’s største marked.

Den 11. november er sat som datoen for første passagersejlads med Carnival Panorama, Carnival Cruise Line’s tredje og sidste skib i Vista-klassen. Skibet, der har plads til 4.000 passagerer, får hjemmehavn i Long Beach tæt på Los Angeles. Herfra skal skibe sejle ugelange krydstogter til farvandet omkring den såkaldte mexicanske riviera

Relaterede artikler:

Over 30 millioner på krydstogt i år

Rejsebureauer skal passe på krydstogternes faldgruber

Danske rejsebureauer vandt krydstogtpriser