- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere passagerer steg på togene i 2021 end året før

I 2021 steg passagertallet på jernbanerne herhjemme i forhold til året før, men S-togene gik tilbage. Der er dog fortsat et godt stykke op til niveauet fra før COVID-19-pandemien.

Efter et kraftigt fald i antallet af passagerer i 2020 som følge af COVID-19-pandemien og dennes konsekvenser i form af nedlukninger, færre tilgængelige pladser i togene og en højere grad af hjemmearbejde steg antallet af passagerer på de danske jernbaner sidste år.

Danmarks Statistik har foretaget en opgørelse, der viser, at 211 millioner passagerer benyttede det danske jernbanenet i 2021. Det tal repræsenterer en stigning på 5,1 procent i forhold til året før, hvor 201 millioner rejsende steg ind i et tog.

Antallet af passagerer steg i både den almindelige togdrift, metroen og letbaner samt andre jernbaner. Det gjaldt dog ikke for S-togene, da de københavnske lokaltog oplevede et mindre fald på 2,8 procent.

Metroen oplevede den største stigning
Til trods for at flere personer igen benytter det danske skinnenet, er der fortsat en del færre passagerer end i 2019, der var sidste normale år inden COVID-19. Her rejste 290 millioner passagerer med jernbanerne.

I 2021 var det hos Metroen, der skete den største stigning i passagertallet. Det steg med 15,2 procent i forhold til året før, og det svarer ifølge opgørelsen til en stigning på ti millioner passagerer.

Danmarks Statistik oplyser, at det gennemsnitlige kvartalsvise antal passagerer sidste år var 18,4 millioner, mens det tal i fjerde kvartal 2019 var 30,7 millioner rejsende. Det er dog værd at bemærke, at M3-Cityringen kun var fuldt åbent i fjerde kvartal i 2019, og at M4-Nordhavnslinjen først åbnede den 28. marts 2020.

Medvirkede til fald i godstransport med tog
Ifølge Danmarks Statistik fik et forbud fra Trafikstyrelsen stor indflydelse på mængden af gods, der blev fragtet via tog. I januar 2021 blev det nemlig gjort midlertidigt forbudt at transportere sættevogne på lommevogne.

I tillæg hertil fik 14 ton-restriktionen på Storebælt også en indvirkning, og de to faktorer var medvirkende til, at godstransporten med tog sidste år faldt til 2,0 milliarder tonkilometer fra 2,5 milliarder tonkilometer i 2020.

Transittransporten udgjorde 82 procent af den samlede mængde godstransport med tog, og den faldt med 18 procent. Den nationale transport blev reduceret med 51 procent, men Danmarks Statistik påpeger dog, at denne transport blot udgør fire procent af alt den godstransport, der foretages via tog herhjemme.


Relaterede artikler:

Ingen sovevogne på nyt nattog til Hamborg

DSB ser øget vækst på fjern- og regionaltog

Passagerne vender tilbage til DSB