- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere store flyselskaber ikke med i ny statsaftale

Hverken Lufthansa-gruppen eller IAG med blandt andet British Airways er med i den nye trecifrede millionaftale aftale mellem 10 flyselskaber og Staten og Kommunernes Indkøbsservice.

Den nye toårige aftale mellem ti flyselskaber og SKI, Staten og Kommunernes Indkøbsservice, blev offentliggjort tidligere på ugen. Den har nogle nye flyselskaber i forhold til den gamle, men også fravær af flere store spillere.

Den nye aftale skal bruges af statslige institutioner, men er frivillig for andre offentlige instanser. Den gamle aftale trådte i kraft i 2015 og udløb med udgangen af 2018. Den nye SKI-aftale omfatter ti flyselskaber – Air France KLM, Emirates, Finnair, Icelandair, LOT Polish Airlines, Nordica (Nordic Aviation Group), Norwegian og SAS/Singapore Airlines.

Disse skal betjene offentlige ansatte på 305 flyruter i ind- og udland – og betyder cirka årlig udgift til flybilletter på skønsmæssigt 130 millioner kroner. Men det er under 25 procent af de i alt cirka 600 millioner kroner, det offentlige i Danmark årligt køber flybilletter for.

Mens den nye SKI-aftale har en lang række store flyselskaber ombord, mangler flere store spillere. Den gamle SKI-aftale omfattede, nævnt alfabetisk, Iberia, Air Canada, Air France KLM, Austrian Airlines, British Airways, Brussels Airlines, Finnair, LOT, Lufthansa, SAS, Swiss og United Airlines.

I den nye aftale er således navnlig Lufthansa-gruppen med Austrian Airlines, Brussels Airlines, Lufthansa og Swiss ikke med – det samme er tilfældet for de to store medlemmer af IAG-gruppen, British Airways og Iberia.

Til spørgsmålet om hvorvidt Lufthansa-gruppen og IAG-selskaberne har budt på en eller flere ruter i den nye SKI-aftale, skriver Anita Santarelli, kommunikationschef i Staten og Kommunernes Indkøbsservice, til STANDBY.dk: ”Jeg kan ikke udtale mig om, hvem der har budt og ikke budt, men jeg kan oplyse at blandt andet Emirates, Nordic Aviation Group (Nordica, red) og Singapore Airlines er med i den nye aftale.”

STANDBY.dk har også spurgt landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, Bastian Frantz, om gruppen har budt på en eller flere ruter i den nye SKI-aftale. Bastian Frantz skriver i en mail: ”Vi oplyser aldrig om eksisterende eller ikke-eksisterende kommercielle aftaler når det gælder firmaer eller (offentlige, red) institutioner – også på grund af regler om databeskyttelse. Derfor kan jeg ikke svare på dit spørgsmål.”

Et af Lufthansa-gruppens selskaber, Brussels Airlines, betjener den så vidt vides mest benyttede offentlige flyrute mellem København og EU-hovedstaden Bruxelles.

Besværligt med SKI-aftaler
STANDBY.dk har også talt med luftfartskilder med kendskab til SKI-aftalerne og forhandlingerne omkring luftfartsaftaler med Staten og Kommunernes Indkøbsservice. Kravene fra SKI har gennem årene været omtalt som ekstremt detalje-krævende og at SKI angiveligt ønsker en række krav opfyldt, som kan være svære at imødekomme – for eksempel rabatter på selv de billigste billettyper.

En kilde siger: ”Det er generelt meget besværligt med SKI-aftaler – har du nogensinde set deres skriftlige oplæg? Flyselskaberne har ikke nødvendigvis nok ud af aftalen med SKI – også fordi den ikke skal følges af alle offentlige instanser, kun de statslige. Den opfattelse har jeg gennem årene hørt fra mange flyselskaber.”

En anden kilde tilføjer: ”At kunne indgå en aftale med SKI om flybilletter kræver et enormt stykke arbejde og samtidig er SKI’s set up så kompliceret, at man nogen gange fornemmer, at SKI ikke selv forstår deres egne regler og krav til flyselskaberne. Hvis de gjorde det, ville det være mindre bøvlet,” siger kilden og tilføjer:

”Det ville være nemmere for flyselskaberne at lave direkte aftaler med de store offentlige spillere der ved, hvor meget flytransport de har brug for på en række konkrete ruter.”

Den nye SKI-aftale med flyselskaberne er nu i en såkaldt standstill-periode frem til 25. januar, hvorefter SKI forventer at underskrive kontrakterne med de ti flyselskaber. Den endelige aftale forventes at træde i kraft 1. marts, den gælder i to år med mulighed for forlængelse med yderligere op til to år.

Relaterede artikler:

10 flyselskaber får ny aftale med det offentlige

Helsinki og Beijing højdespringere i Københavns Lufthavn

Lufthansa fik første Airbus A380 i ny bemaling