- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flere ville være vært for danske mødeplanlæggere

Det bliver femte år i træk, at Danske Konferencecentre næste år indbyder mødeplanlæggere til arrangementet Planner Days. Og Sønderborg har næste år fået tildelt værtskabet.

”Der har faktisk været stor interesse fra flere danske destinationer for at hoste Planner Days næste år; dels er kendskabsgraden til dette event voksende, dels er det tydeligt at mærke øget fokus på erhvervsturisme fra flere danske regioner,” siger direktør for Danske Konferencecentre, Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, en af arrangørerne af Planner Days, til STANDBY.dk

Selve foreningen Danske Konferencecentre havde ved sidste fintælling 110 medlemmer, men det er ikke noget krav for deltagelse på Planner Days, at deltagerne er medlem af foreningen.

Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid vil ikke sige, hvor mange danske destinationer, der bød på værtskabet af Planner Days næste år. Men valget faldt blandt andet på Sønderborg fordi Sønderborg nu har fået mere hotelkapacitet med åbningen tidligere i år af Alsik-hotellet, og fordi det næste år er 100-året for Genforeningen af Sønderjylland med Danmark efter Tyskland havde tabt Første Verdenskrig.

”Det er svært at måle, hvor meget en destination får ud af at være vært for Planner Days; men arrangementet handler blandt andet om at opbygge relationer mellem mødeplanlæggerne og de forskellige venues på destinationen. Man behøver ikke være medlem hos os for at deltage, men vi kræver, at de deltagende mødeplanlæggere har eller forventer at få mødebehov i Jylland eller på Fyn,” siger Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid.

Sønderborg glæder sig
”Vi glæder os til at vise gæsterne på Planner Day den udvikling, Sønderborg har gennemgået og fortsat er midt i. Vi har meget at byde på, som kan være relevant indhold for kommende møder og konferencer,” siger Niels Bøgskov Frederiksen, chef for Turisme og Landdistrikter i Sønderborg Kommune, som sammen med Hotel Sønderborg Strand, Scandic Sønderborg og Alsik står bag det kommende værtskab.

Planner Days er en årligt tilbagevendende 2-dages konference, hvor mødebranchen samles for at lade sig fagligt inspirere og netværke. Konferencen varer to dage, og undervejs besøger de over 100 mødeplanlæggere en række venues og seværdigheder i Sønderborg, som dermed har fået en unik mulighed for at vise sig frem.

Grøn omstilling i Sønderborg
”Som deltager på Planner Days, skal man føle sig inspireret. Det gør vi blandt andet ved at mødes et nyt sted hvert år. Vi har ikke tidligere holdt Planner Days i Sønderjylland, og med Sønderborg får vi en lokation, som både har et særligt historisk islæt og samtidig er moderne og nytænkende. Ikke mindst i form af Sønderborgs erfaring med grøn omstilling og også med Alsik, et af de mest omtalte nybyggede konference- og spahoteller i det seneste år,” siger Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid.

Det er næste år femte gang med Planner Days og værtsrollerne skifter mellem jyske og fynske byer. Tidligere har Silkeborg, Vejle, Fredericia/Middelfart og Svendborg/Sydfyn været værter. Bag værtskabet i 2020 står Sønderborg Kommune og en række lokale hotelpartnere.

Var tæt på at lukke – nu Gazelle-virksomhed
I 2014 var medlemstallet af Danske Konferencecentre nede på 35, og regnskabet viste et underskud på 2,2 millioner kroner. Derfor var Danske Konferencecentre, en sammenslutning af nogle af Danmarks bedste møde- og konferencecentre uden for de store kæder, tæt på at lukke og slukke.

Men en ny bestyrelse og en ny direktør fik vendt skuden og sat en ny kurs. De forvandlede også Danske Konferencecentre til et vækstcenter for møder og konferencer i Danmark.

Siden 2014 er antallet af medlemmer, der i dag kaldes partnere, mere end tredoblet fra 35 til 109, og omsætningen til partnerne er mere end fordoblet. Sidste år sendte sammenslutningen via sin bookingservice ordrer ud til partnerne til en værdi af 81 millioner kroner.

Dermed opfylder sammenslutningen, der udover fælles bookingportal også tilbyder rådgivning, sparring, kurser, messer og netværk for både mødeplanlæggere og -bookere og for partnerne, kravene til en Gazellevirksomhed. En Gazelle skal som minimum have fordoblet sin omsætning eller sit bruttoresultat inden for fire år og have haft positiv vækst i alle årene.

Relaterede artikler:

Workshop i København om fremtidens konferencer

Danske møde- og event-awards slås sammen

Stort event i Jylland for mødeplanlæggere