- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Florida-by laver online-kurser for skandinaviske rejsebureauer

TURISME: Kissimmee i den amerikanske delstat Florida ønsker, at skandinaviske rejsebureauer lærer feriedestinationen bedre at kende, og har derfor lanceret internetbaseret undervisning.

Everglades National Park ligger tæt på byen Kissimmee. Foto: Experience Kissimmee

TURISME: Kissimmee i den amerikanske delstat Florida ønsker, at skandinaviske rejsebureauer lærer feriedestinationen bedre at kende, og har derfor lanceret internetbaseret undervisning.

Det spektakulære bynavn Kissimmee, der let kan forenkles til blot ’Kiss Me’ (kys mig, red.), har lavet et næsten ligeså spektakulært tiltag.

Experience Kissimmee har udviklet en sjov og professionel uddannelsesplatform for rejsebureauer i Danmark, Norge, Sverige og Finland i tæt samarbejde med Icelandair. Idéen er, at de forskellige bureauer skal lære Kissimmee og ferieområdets muligheder bedre at kende via et engelsksproget online-kursus.

Alle de skandinaviske rejseaktører, der ønsker at deltage, kan lave en gratis tilmelding på www.kissimmee.experttraining.eu, og så kan man ellers gå i gang med den interaktive træning på alle typer digitale platforme.

Online-kurset indeholder oplysninger om, hvordan man som rejsebureau sælger Kissimmee bedst muligt til potentielle kunder. Kurset indeholder materiale præsenteret med både video, tekst og billeder, og man skal gennem flere øvelsesspørgsmål.

Når alle deltagende rejsebureauer har gennemført træningen, bliver man stillet over for en eksamen for at få udstedt et officielt certifikat.

Spændende turistattraktioner
Det grundlæggende formål med online-kurset er, at skandinaviske rejsebureauer skal uddannes ordentligt i, hvad Kissimmee og det centrale Florida byder på. Kissimmee ligger tæt på flere verdensberømte forlystelsesparker og unik natur, hvor forskellige typer af aktiviteter er muligt.

Byen Kissimmee finder man i nærheden af Kissimmee River i Osceola County i Florida, og det populære turistattraktion og vådområde Everglades National Park ligger ikke langt fra byen. Kissimmee har omkring 50.000 indbyggere og er et yndet rejsemål for familier.

Kissimmee ligger også i umiddelbar nærhed af den store forlystelsespark Walt Disney World, og i storbyen Orlando finder man forlystelsesparkerne Universal Studios og SeaWorld.

Experience Kissimmee er den officielle turistmyndighed i Osceola County, og den har budt på ferieoplevelser i mere end 50 år. Området råder over 50.000 indkvarteringsmuligheder i forskelligt prisleje og mere end 25.000 feriehuse. Der er otte millioner overnattende gæster hvert år.

Kissi… a’hva-for-noget?!
Og hvor stammer det særprægede navn Kissimmee så fra? Navnet blev angiveligt til mellem 1750’erne og 1850’erne, da soldater jagede seminole-indianerne op langs Tohopekaliga-søen. Soldaterne begyndte at likvidere indianerne, da en modig kvinde skreg ”Kish-a-me. Ingen drab. Kish-a-me. Ingen drab!”

Soldaterne var lydhør,e og den modige kvinde reddede Seminoles-folket, der flygtede op langs kysterne af det, man i dag kender som Kissimmee River.

De totalt set 10 bedste rejsebureauansatte der deltager i Kissimmees online-kurser fra de fire nordiske lande, vil blive inviteret til en rejse til Kissimmee og Central Florida i oktober/november 2018. Man skal have fuldført kurset senest den 1. april 2018 for at kunne komme med i deltagerfeltet.

 

Relaterede artikler:

Fin reklame for København i Florida

Lille Florida-destination viste flaget

Disney får Star Wars-hotel