- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyselskab dropper endnu et reservationssystem

Dybt forgældede Air India har opsagt samarbejdsaftalen med GDS-systemet Sabre – i stedet kan rejsebureauerne nu booke det indiske Star Alliance-medlem via Amadeus og Travelport.

Sabre var Air Indias næststørste GDS (Global Distribution System, red) partner, kun overgået af Travelport – sidstnævnte har reservationssystemerne Galileo og Worldspan.

Tilbage i december 2018 sagde Air India også farvel til Amadeus for bookinger på indisk indenrigs. Men GDS-systemet vendte tilbage til det statslige flyselskab med en bedre deal og kom atter med ombord, denne gang på bookinger på Air Indias udenrigsruter.

Men Air India, det næststørste flyselskab i Indien, har efter forhandlinger det seneste års tid valgt ikke at forny sin aftale med den amerikanske GDS-leverandør Sabre. Dermed siger de to parter farvel til hinanden efter 20 års samarbejde, skriver den store amerikanske TV-station NBC på sin hjemmeside. ”Vi har valgt ikke at forny aftalen med Sabre, men forhandler videre, hvis vi kan få en bedre aftale,” siger talsmand fra Air India til NBC.

Air India kan, som sagerne står nu, bookes på selskabets udenrigsruter med Amadeus og Travelport – mens kun Travelport nu har Air India på indisk indenrigs.

Om årsagen til, at Air India genoptog samarbejdet med Amadeus, siger talsmand fra flyselskabet til NBC, at man har landet en ny kontrakt med 40 procent mindre distributionsomkostninger til Amadeus

Ved blandt andet at skifte på noget af sit GDS-område fra Amadeus til Travelport, forventede Air India en besparelse af sine distributionsomkostninger på 60 procent, har flyselskabet tidligere oplyst.

I Indien håndteres Travelport af InterGlobe Technology Quotient, en del af InterGlobe Group, som er moderselskab for et andet af Indiens største flyselskaber, IndiGo, en af Air Indias største konkurrenter.

Milliardgæld og intet overskud
Air India, der også har ruter fra den indiske hovedstad, New Delhi, til såvel København som Stockholm har en gæld på 75 milliarder kroner. Star Alliance-medlemmet har ikke haft overskud siden 2007.

Den indiske stat vil gerne privatisere Air India – men vil ikke længere tilføre kapital til flyselskabet.

Det indgår i salgsplanerne, at den indiske stat vil fjerne syv af de 11 milliarder dollars, som Air India har i gæld. På den måde håber man på lokke investorer til at afgive bud på flyselskabet.

Kilder med indsigt i Air Indias situation har fortalt avisen The Times of India, at flyselskabet kun har chance for at blive solgt, hvis selskabet stadig gennemfører sine flyvninger. Air India råder over 120 fly i forskellige størrelser og med en gennemsnitsalder på små otte år.

Relaterede artikler:

Air India-formand: Skal overleve indtil salg

Stort indisk flyselskab får agent i Skandinavien

Travelport solgt for milliardbeløb