- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flyselskab hjælper miljøet

Flyselskabet, der er USA’s femtestørste målt i passagerer, uddeler årligt cirka 22 millioner plastikpinde som passagererne bruger til for eksempel at røre rundt i deres drinks og kaffe.

Men fra midten af juli forsvinder de plastikfremstillede plastikpinde, der ikke kan genbruges, på såvel selskabets flyvninger som i dets lounger. De erstattes af drinkspinde lavet af bæredygtigt birketræ eller bambus, oplyser flyselskabet.

Initiativet kommer i forbindelse med Alaska Airlines’ kampagne for inden år 2020 at nedbringe mængden af affald per passager med 70 procent. Ved at fjerne plastik fra sine serveringer medvirker Alaska Airlines til at reducere mængden af plastikaffald, der blandt andet kan ende i havene, hvor de er til fare for dyr.

Flyselskabet iværksætter sin anti-plastik kampagne i samarbejde med den amerikanske nonprofit organisation Lonely Whale.
”At stoppe med at bruge plastikpinde, der ikke kan genbruges, sætter en ny standard for rejsebranchen. Alaska Airlines er første flyselskab i USA med dette initiativ,” siger direktør for Lonely Whale, Dune Ives.

Siden 2010 har Alaska Airlines med en række andre miljøinitiativer reduceret den mængde affald, flyselskabets passagerer skaber, med over 50 procent.

Blandt de andre initiativer er, at Alaska Airlines har indstillet servering af øl på flasker til fordel for letvægtsdåser af aluminium, der kan genbruges, ligesom passagererne får skænket for eksempel kaffe i deres allerede udleverede plastikkopper – fremfor at få en ny plastikkop til den næste kop kaffe.

Sidste år havde Alaska Airlines og dets regionale partnere blandt flyselskaber 44 millioner passagerer, der blev fløjet til over 115 destinationer i USA, Canada, Mexico og Costa Rica med i snit 1.200 daglige flyvninger. Alaska Airlines overtog sidste år flyselskabet Virgin America.

Lufthavnen forbyder plastik på serveringssteder
Indsatsen for at reducere mængden af plastik er også kommet til andre flyselskaber. Således har Fiji Airways og Thai Airways meddelt, at de vil reducere mængden af plastik, der ikke kan genbruges på deres flyvninger.

Irske Ryanair har oplyst, at det i år 2023 helt vil have fjernet plastikservice på sine flyvninger. Og tidligere i denne måned forbød London City Airport brug af plastik i sine barer og serveringssteder.

Relaterede artikler:

Virgin America pensioneres

Flyselskab laver flasker til tæpper

Flyselskaber i åbent skænderi