- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fokus på rejser for bevægelseshæmmede

Handiscover.com giver brugerne flere valgmuligheder afhængig af deres mobilitetsniveau. Kendt dansk rejsebrancheprofil er ny i selskabets bestyrelse.

Jens Wittrup Willumsen, tidligere topchef i SAS og i dag blandt andet næstformand i Billund Lufthavn samt bestyrelsesmedlem i FDM travel og Koldinghus, er kommet i bestyrelsen for svenske Handiscover.com

Handiscover er grundlagt af Sebastien Archambeaud, hvis søn lider af en muskelsygdom, der gør det udfordrende at rejse på ‘normal’ vis. Når familien rejser med deres søn, har de fundet det udfordrende at finde for eksempel overnatningssteder tilpasset deres særlige behov.

Om årsagen til, at han sagde ja til at træde ind i bestyrelsen for Handiscover, siger Jens Wittrup Willumsen til STANDBY.dk:

”Handiscover.com fokuserer på accommodation til mennesker med begrænsninger i deres mobilitet. Handiscover har lavet et ratingsystem af alle de feriehuse, lejligheder og hotelværelser, som de formidler på deres hjemmeside. Foreløbig er der over 12.000 ratede boliger i 37 lande og planer om, at tallet skal fordobles.”

Jens Wittrup Willumsen beskriver området som ‘et super interessant marked, som både henvender sig til mennesker med store bevægelsesbegrænsninger og til ældre, som blot vil kunne overskue hvor mange trapper, der er på for eksempel et overnatningssted.”

IKEA støtter projektet
Handiscover har flere private investorer, for eksempel den svenske venturefond Alm Invest og IKEA-stifteren Ingvar Kamrads fond Entreprenørinvest.

Disse investorer støtter blandt andet Handiscover.com med millionbeløb med den begrundelse, at det angiveligt er den første samfundsbaserede hjemmeside med fokus på booking af eksempelvis ferielejligheder til netop personer med ‘specielle behov og funktionshæmninger’.

På firmaets hjemmeside kan brugerne via et klassifikationssystem blandt andet vælge indkvartering på en række destinationer ud fra deres mobilitet eller andre særlige behov.

”Alle vil gerne rejse – også mennesker med begrænset mobilitet. Handiscover er ikke bare et sympatisk koncept, vi tror også, at det er en rigtig god forretnings-idé. Samtidig er personerne bag selskabet meget dedikerede og har megen relevant erfaring på området,” siger Eva Nyvaller, direktør for IKEA-kontrollerede Entreprenørinvest om årsagen til investeringen i Handiscover.

 

Relaterede artikler:

Rejsetrends for sommeren 2018

Billigere flyrejser i 2018

Jysk kulturfyrtårn tæt på årligt én million gæster