Sunprime voksenhoteller er et godt eksempel på, at gæsterne prioriterer valget af hotelkoncept højere end selve rejsemålet.

Rejsetrends for sommeren 2018

Over 200.000 danskere bruger januar til at solsikre deres 2018-ferie og i disse dage er der størst rift om de populære familiehoteller og de helt store lejligheder.

”Juli måned booker bedst lige nu og har et mersalg på 20 procent i forhold til i fjor. Det er især børnefamilierne, som har svært ved at glemme den seneste våde sommerferie”, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies, der ser stor efterspørgsel efter rejser til bl.a. Grækenland og en fordobling af salget til Egypten og Tyrkiet.

Spies har i øvrigt samlet fem trends for sommeren 2018:

Det østlige Middelhav vokser mest
Det bliver en rigtig Grækenlands-sommer. De seneste tre år er antallet af turister til landet steget med ca. 6 millioner til 33 millioner i 2017. I 2022 forventes tallet at blive 40 millioner. ”Hver tredje af vores gæster vælger f.eks. Kreta, Rhodos og Kos. For at tilfredsstille den stigende efterspørgsel, åbner vi Den olympiske Riviera på fastlandet og Korfu, fortæller Torben Andersen. Også Tyrkiet har fået come-back – i forhold til 2017 ser Spies en stigning på 115 procent.

Pakkerejse med rutefly
Dubai, Maldiverne, Bali og Mauritius øger hvert år i popularitet. Antallet af rejser til Dubai er mere end fordoblet på tre år. Fælles er, at de er populære, men ikke så meget, at Spies kan indsætte selskabets egne fly med flere ugentlige flyvninger. De foretrukne hoteller kombineres derfor med rutefly, der betyder fleksible rejselængder. Det gælder også til flere rejsemål i Spanien, hvor specielt Costa del Sol er et hit med 30 procent flere solgte rejser end på samme tid i fjor.

Flere bestiller med mobilen
Stadig flere bestiller deres rejse med deres smartphone. Nu er der hele 15 procent, der booker og betaler deres rejse med mobilen – en stigning på 50 procent på et år. Denne trend vil fortsætte i år og vil også omfatte tablets. Også på selve ferien benyttes mobilen meget. Når familien flytter ind på et familiehotel, kobler de i gennemsnit 3,8 devises (smartphones, tablets, computere m.m.) på WiFi-systemerne.

Bedre hoteller
Vi vil have det bedre end hjemme, når vi er på ferie. For fem år siden valgte de fleste hotel med tre stjerner – i dag er vi gået mindst en stjerne op – og helst med et ’plus’ efter. Det skal være hyggeligt, ægte og gerne lokalt og med høj standard. For mange er hotellet nu vigtigere end selve rejsemålet. Det gælder f.eks. de 17 procent, der vælger at bo på børnefri hoteller. Begrebet ’staycation’ blev først brugt om at holde ferie hjemme – i dag bruges det til at beskrive en hoteloplevelse i udlandet. Miljøet skal føles inkluderende og som et sted man trives, henter energi og vil tilbage til.

”Det kan være at få et personligt tip fra receptionisten, at hotellets personlige træner tager gæsterne med på en tur til en lokal olivenlund. Hvis hotellet kan tilbyde mere end det forventede, deler man som gæst gerne disse oplevelser med andre”, siger Torben Andersen.

Venner er blevet rejsevejledere
60 procent af gæsterne har fortalt Spies, at forberedelserne til ferien er både vigtige og morsomme, og at de lægger megen research i det forberedende arbejde. For mange kan denne fase være lige så vigtig, som selve ferien – vigtigt, at man gør de rigtige valg. Når man samler information og tips om ens rejsemål, vejer anbefalinger fra venner tungt. ”Det er dem, man får de bedste tips fra. De virker også som en slags filter – vi ved, hvad de kan lide og har stor tillid til deres tips om rejsemål og hotel – tips, som allerede er afprøvet af folk, som vi stoler på”, siger Torben Andersen.

Exitpoll fra Bravo siger Grækenland
De første uger af 2018, hvor danskerne historisk set køber sommerferien, er ovre. Men hvor vil vi holde ferie?

”Der tegner sig et klart billede allerede nu, hvor særligt de græske rejsemål har solgt mere end normalt”, siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours. Når det kommer til Grækenland, er bestsellerne Kreta og Rhodos de store hit, men danskerne har også fået øjnene op for andre rejsemål.

”Vi ser en tendens til, at danskerne søger mere mod fastlandet. De vil gerne kombinere ferien med storbyoplevelser i Athen, men samtidig have alle feriefordelene ved at bo ved stranden”, siger Stig Elling, rejseambassadør i selskabet. Han tror, det er derfor, at bl.a. Loutraki, Attica og Tolo, som er nye rejsemål, er blevet populære blandt danskerne.

Ud over fastlandet er der også godt gang i salget til de græske øer blandt andet Kos, Lesbos Mytilini og Zakynthos.

 

Relaterede artikler:

Spies sælger 63 rejser i timen

Bravo Tours vil flyve fra Karup

Kos på Bravo Tours program