- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forældresamtykke til udlandsrejse

Når unge under 18 år rejser alene til udlandet, kræver flere lande, at de kan fremvise en tilladelse fra forældrene.

Flere rejsebureauer melder, at en række lande i stigende grad håndhæver reglerne om forældretilladelse, og at der kommer flere krav til dokumentation, skriver Danmarks Rejsebureau Forening, DRF.

Tager mindreårige af sted uden forældre med for eksempel en skole eller idrætsklub, risikerer de at blive nægtet indrejse i visse lande, hvis de ikke har de korrekte samtykker fra forældrene. Nogle lande har de senere år indført flere krav om dokumentation.

”Vi ser flere tilfælde, hvor de unge mennesker bliver bedt om at fremvise skriftlige forældresamtykker i langt større omfang end før, og at nogle lande har indført yderligere krav til samtykker fra forældre eller værger”, siger Lars Thykier, administrerende direktør i DRF.

Nægtet indrejse
”Vi har desværre kedelige eksempler på unge, der er blevet nægtet indrejse, fordi forældrene ikke havde udfærdiget skriftlig samtykke og angivet navn på den voksne, der havde opsynet på rejsen”.

Det er forældrene eller dem, barnet rejser med, som skal sørge for, at det er i orden. Men rejsebureauet har oplysningspligt, der betyder, at de skal oplyse rejsende om, at der kan gælde særlige regler”, fortæller Lars Thykier.

Han opfordrer forældre til, at sætte sig grundigt ind i reglerne for barnets rejsemål. Rejser barnet med et rejsebureau, vil de kunne være behjælpelige. Rejsebureauerne har desuden ofte samtykkeskabeloner, som forældre kan rekvirere.

Omfattende krav
Kravene til dokumentationen varierer i forhold til destinationen. I Storbritannien kræves skriftlig tilladelse fra begge forældre med fotokopi af deres pas og kontaktoplysninger. Desuden skal der være oplysninger om kontaktpersonen på destinationen og oplysninger om rejsen.

Et rejsebureau har oplevet, at en idrætsklub blev nægtet adgang til Irland, fordi der ikke var sørget for detaljerede rejseplaner og de krævede samtykker.

I både Belgien og Grækenland kræves samtykkeerklæringer, selv om de begge er Schengen-lande, og det samme gælder for blandt andet Canada, Bosnien-Herzegovina og Irland.

I ekstreme tilfælde stilles krav om, at unge under 18 år ud over skriftlige samtykker fra forældrene skal medbringe egen fødselsattest samt dødsattest, hvis den ene eller begge forældre er gået bort. Sådan lyder reglerne ved rejser til Sydafrika.

Information hos Udenrigsministeriet på www.um.dk.

Relaterede artikler:

De unge danskere har for travlt til ferie

Unge vælger kontanter på udlandsrejsen

Lufthavn får stadig flere unge rejsende