Lufthavn får stadig flere unge rejsende

En sibirisk ulvehund i den nye reklamefilm for Københavns Lufthavn.

LUFTFART: Fra 2009 til sidste år steg antallet af rejsende i Københavns Lufthavn mellem 15 og 29 år fra 15 til 30 pct. For at appellere mere til bl.a. denne aldersgruppe, præsenterer lufthavnen i dag ny reklamefilm – med ulvehunde i terminalerne.

De seneste uger har Københavns Lufthavn optaget ny reklamefilm, hvor bl.a. sibiriske ulvehunde løber i terminalerne.

Instruktøren af filmen er Fenar Ahmad, der netop nu er aktuel med biograffilmen ’Underverden’. Fenar Ahmad skaber i den nye reklamefilm for lufthavnen ’et kontroversielt og dragende univers, der viser nye afkroge af lufthavnen, som man normalt ikke oplever’, lyder det fra Københavns Lufthavn.

I reklamefilmens utalende hovedrolle ses musikeren Hans Philip fra den nyligt opløste danske duo, Ukendt Kunstner.

Kampagnefilmen har premiere i dag på de sociale medier og i biograferne. Den kan bl.a. ses på lufthavnens Facebook-side.

Karen Bender, marketingdirektør hos Københavns Lufthavn, siger: ”Med den nye film vil vi vise, at lufthavnen ikke blot er et vigtigt knudepunkt for en masse mennesker, men også et moderne og arkitektonisk interessant sted. Den nye film er særligt henvendt det yngre segment, som ifølge vores undersøgelser rejser dobbelt så meget nu som for seks-syv år siden.”

Nye tal fra lufthavnen viser, at de unge rejser dobbelt så meget som tidligere – og 30 pct. af de unge rejser i dag op til en gang i kvartalet. Desuden forventer knap 75 pct. af de unge at flyve til udlandet i løbet af i år, hvilket også er en stigning i forhold til tidligere år.

Undersøgelserne er udarbejdet på baggrund af 1.057 interviews med medlemmer af DK-panelet i alderen 18-74 år hos Analyse Danmark på vegne af Københavns Lufthavn i januar 2016 og 2017.

”Har du fløjet i 2017 eller forventer du at flyve i løbet af 2017,” lyder et af spørgsmålene. I undersøgelsen svarer 69 pct. af 18-29-årige Ja til dette, det samme gør 60 pct. af de 30-39 årige, 55 pct. mellem 40-49 år, 59 pct. af 50-59 og 53 pct. af 60-74-årige.

Data fra Københavns Lufthavn viser, hvor mange mellem 15-29 år, der rejser min. én gang i kvartalet. Det var 15 pct. i 2009, og 30 pct. sidste år.