- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fra erhvervsrejsebureau til DFDS

Den tidligere direktør for ATPI Instone i Danmark har sagt farvel til erhvervsrejsebureauet og er blevet Business Leader for et af DFDS’ mest voksende forretningsområder.

53-årige Kim Frost Fuglsang valgte tidligere i år at stoppe som direktør for erhvervsrejsebureauet ATPI Instone (ATPI) i Danmark. Der var ingen ny plan for fremtiden – men så kom et spændende tilbud fra DFDS Seaways.

Et af DFDS’ hurtigst voksende forretningsområder er passagerer fra lande uden for Europa. Rederiet trækker stadig flere oversøiske turister til sin største passagerrute med overnatning, København-Oslo, der sidste år havde 777.000 passagerer.

Mens der sidste år var omkring 150.000 oversøiske gæster på ruten, forventer rederiet 230.000 i 2021 – altså næsten hver tredje rejsende. Stigningen kommer navnlig fra asiatiske lande som Kina, Malaysia og Sydkorea. I spidsen som salgschef for de oversøiske markeder er Hancy Anna Djurhuus, der nu har fået styrket sit team med Kim Frost Fuglsang som business leader.

DFDS trækker stadig flere oversøiske turister til sin største passagerrute med overnatning, København-Oslo. Indenfor tre-fire år forventer DFDS at mindst hver fjerde passager er fra denne målgruppe. Her er asiatiske gæster ved buffeten på et af de to DFDS-skibe på ruten, Crown og Pearl. Foto: DFDS Seaways.

Kender den asiatiske mentalitet
”Jeg skal hjælpe med at optimere flowet og oplevelsen blandt DFDS’ asiatiske passagerer i tæt samarbejde med de dygtige stakeholders hos DFDS og være med til at koordinere vores indsats overfor dette vigtige passagersegment så de får en endnu bedre oplevelse ombord,” siger Kim Fuglsang til STANDBY.dk

Fordi hovedparten af den store vækst hos DFDS mellem København og Oslo navnlig kommer fra Asien, er det en fordel, at Kim Fuglsang kender asiatisk mentalitet. Dels har han i 25 år været gift med sin taiwanske hustru, dels har han for ATPI været udstationeret i Asien og blandt andet boet tre et halvt år i Singapore, Hong Kong og Shanghai.

Asiaterne trækkes blandt andet til Norden fordi regionen forbindes med renhed, enkelthed, ærlighed – og vikingetiden som mange asiatere opfatter som meget eksotisk.

Kulturforskelle
”Hos DFDS kigger vi på alle områder af passagerflowet på skibene ligesom vi arbejder med at lære vores personale ombord om nogle af de primære kulturforskelle mellem europæere og asiater; hvad man gør og hvad man ikke gør,” siger Kim Fuglsang og fortsætter:

”Fra de asiatiske passagerer kommer ombord gør de sig klar til en række oplevelser på skibet. Her er mad naturligvis vigtigt, men de har også meget fokus på butiksområderne og trickes meget på rabatter og at få nogle gode deals ved at handle ombord. De er ofte meget bevidste om priser og har en kultur om at prutte om priserne, hvilket de får at vide, at det gør vi ikke i Norden.”

Som ny business leader arbejder Kim Fuglsang på tværs af faggrupperne blandt skibenes personale og kollegerne i land.

”I den korte tid, jeg har været hos DFDS, er jeg blevet meget imponeret over det engagement og den passion, de ansatte i frontlinjen leverer; hvad enten de arbejder i butikkerne eller restauranterne ombord eller i land. De prøver virkelig at forstå de forskellige kulturer hos passagererne, og er dygtige til at opfatte og tilpasse den samlede DFDS pakke – uden at glemme den kvalitet og oplevelse, DFDS repræsenterer for mange danskere og nordmænd,” siger han.

Udramatisk uenighed gav pænt farvel til ATPI
Kim Fuglsang var for 16 år siden med til at grundlægge det danske erhvervsrejsebureau Instone, der i 2011 blev overtaget af engelske Advanced Travel Partner, hvorefter bureauet nu hedder ATPI.

Om sit stop tidligere i år hos ATPI siger Kim Fuglsang, der ved sit farvel var Head of Business Development Nordic:

”Det var et meget fredeligt forløb; der opstod udramatisk uenighed om den fremtidige strategi mellem mig og vores engelske ledelse. Så vi blev enige om at sætte en fin streg i sandet; jeg fik en super pæn og ordentlig afslutning.”

Relaterede artikler:

DFDS får stadig flere oversøiske passagerer

DFDS søsætter jagt på mulig Michelin-stjerne

DFDS øger i Østersøen