- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Frankrig med turistkampagne til 14 milliarder kroner

Frankrig skal appellere mere til turisterne, og i den forbindelse vil landet bruge flere milliarder. Målsætningen er at gøre Frankrig til den mest bæredygtige turistdestination i 2030.

1,91 milliarder euro, eller hvad der svarer til 14,2 milliarder kroner.

Det er, hvad den franske regering har besluttet at skyde af sted til en ny turistkampagne for at gøre Frankrig mere attraktiv og få turisterne tilbage efter coronapandemien. Planerne blev præsenteret af landets premierminister, Jean Castex, i lørdags, skriver BNN Bloomberg.

Det er en del af planen, at der skal ske renovering af hoteller, caféer, restauranter og andre faciliteter for at gøre dem mere miljøvenlige. Der er også ambitioner om at øge cykelturismen, viser pressedokumenter fra premierministerens kontor.

Stort ønske om bæredygtig turisme
Frankrig vil desuden gøre reglerne mere enkle for at tilskynde til investeringer i turistindustrien, ligesom job i branchen skal gøres mere attraktive i fremtiden.

”Vi ønsker at erobre og generobre talent. Der er et stadig stærkere ønske om bæredygtig turisme,” sagde Jean Castex ved fremlæggelsen af turistkampagnen. Han lagde desuden vægt på, at Frankrig også skal tilbyde ”højere kvalitet” i turismen. Dette vil kræve digitale investeringer, lød det.

Helt overordnet er målet at gøre Frankrig til den mest bæredygtige turistdestination i 2030, og det vesteuropæiske land har dermed store ambitioner for fremtidens turisme.

Usikker vinter som følge af pandemien
Indtil videre har Frankrig oplevet gode signaler i forhold til bookinger til ophold på skidestinationer i den kommende vintersæson 2021/22. Men grundlaget er umiddelbart skrøbeligt, vurderer Jean Castex, som følge af den nye bølge af coronapandemi, der rammer Europa i øjeblikket med høje smittetal i flere lande – herunder især Østrig.

Turisme- og oplevelsessektoren har i Frankrig – som i mange andre lande – været hårdest ramt under pandemien. Men ifølge den franske avis Le Figaro var Frankrig bagud i pågældende sektor til lande som Spanien og USA allerede før udbruddet af COVID-19 i marts 2020.

Ved hjælp af sundhedspas har franskmændene kunne vende tilbage til blandt andet restauranter og kulturelle begivenheder. Turismesektoren lider dog stadig under mangel på arbejdskraft, lyder det fra Frankrigs premierminister.

Relaterede artikler:

Frankrig indfører coronapas på tog og indenrigsfly

Turister i europæiske storbyer har grønt fokus

Frankrig vil have fat i unge danskere