Fransk turisme vil have flere yngre danskere til at rejse på ferie i Frankrig. Foto: Julien Mauceri, Atout France

Frankrig vil have fat i unge danskere

Den yngre del af den danske befolkning er sværere at lokke til Frankrig end deres forældre, og derfor sætter fransk turisme nu ind på at informere om feriemuligheder i landet.

Det er snart sommerferietid, og mange danskere valfarter mod sydens sol – også selv om vejret herhjemme skulle fortsætte flere uger endnu.

Et af de lande, der ligger højt på popularitetsskalaen, er Frankrig. Det store vesteuropæiske land har masser af feriemuligheder. Traditionelt set er der mange danske ferierejsende i landet, men det er ofte den ældre del af befolkningen, der kommer på visit.

”Vi forventer en glidende generationsovergang – forstået på den måde, at mange i min generation har tabt deres hjerte til Frankrig og er trofaste mod landet som rejsedestination,” siger Christine Aby, pressemedarbejder i det franske turistråd Atout France, til STANDBY.dk.

Hun fortæller, at unge danskere ofte rejser mere rundt og ikke partout er loyal over for Frankrig.

”Den yngre generation er mere udforskende, og vores opgave er derfor i højere grad at informere om det, der interesserer dem: aktiviteter og events i Frankrig. Og også øge vor markedsføring mod dem på de sociale medier. Det har vi arbejdet mod de seneste år,” siger Christine Aby.

Vigtigt dansk marked
Atout France arbejder løbende med flere kampagner, der skal lokke de yngre danskere til Frankrig. Senest har turistrådet lanceret en kampagne sammen med Spejder Sport og FitnessDK, hvor man kan vinde en femstjernet rejse til middelhavsøen Korsika. Temaet går på, at man kan vandre, cykle eller dyrke yoga på stranden.

Tiltaget med at lokke flere unge danskere til Frankrig er helt bevidst for at opretholde et højt antal af danske feriegæster i landet.

”Danmark er et vigtigt marked for franske turisme – også historisk. Danske turister besøger flest forskellige regioner i Frankrig af de skandinaviske turister,” forklarer Christine Aby.

Denne sommer er der 13 direkte flyruter fra Københavns Lufthavn til franske lufthavne, og der er henholdsvis én og to fra Aarhus og Billund. Men mange danskere vælger også den firhjulede på ferien.

”Ud over de mange direkte flyruter kører også cirka 40 procent af danskerne i egen bil til Frankrig, og mange vælger campingferie i landet,” siger Christine Aby.

Populære Normandiet
Det kan eksempelvis nævnes, at der var syv procent flere danske turister i Normandiet i 2017 i forhold til 2016. Herudover bemærker Atout France, at der er næsten ligeså mange danske turister i Frankrig som svenskere, hvor indbyggertallet er markant højere. 600.000 danske turister mod 850.000 svenske.

De danskere, der er vant til at holde ferie i Frankrig, er formentlig ikke i tvivl om, hvad landet kan byde på. Ifølge det franske turistråd er der lidt for enhver smag i forhold til typer af ferier.

”Frankrig kan tilbyde lige præcis det, du leder efter. Storbyferie, landlig idyl, bjerglandsbyer, daseferie, aktivferie, sommerferie, vinterferie, skiferie,” slutter Christine Aby, der også nævner de oversøiske destinationer som en mulighed for at få en fransk ferie.

 

Relaterede artikler:

Cykelferier hitter

Frankrig og Danmark nærmer sig hinanden

Potentiale for flere CPH-ruter til Frankrig

International turisme på vej mod et rekordår

Turister valfarter til Frankrig