- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fyn er med på den gule bølge

En gul bølge skyller i disse dage ind over Fyn, hvor erhvervsliv, borgere og andre forbereder sig på, at det andet af de tre danske Tour de France-etaper bringer verdens største cykelløb til øen.

Når Tour de France kommer til Danmark fra den 1. til den 3. juli i år, er der lagt op til folkefest langs ruterne. Allerede nu er markeringen dog så småt i gang på Fyn, der vil danne rammen om den sidste del af andet etape, hvor rytterne slutter i Nyborg.

Destination Fyn oplyser, at der frem mod løbsweekenden vil finde en række begivenheder sted, som skal sørge for, at øen vises frem fra den mest entusiastiske side til trods for, at cykelrytterne vil bruge mindre end ti minutter på de fynske veje.

Den gule farve går igen
Inspireret af cykelløbets eftertragtede førertrøje vil det være farven gul, som bliver det gennemgående tema i markeringen af Tour de France, der både vil finde sted på gader, stræder og internettet.

Ifølge Destination Fyn er der en markant interesse for løbet på tværs af øen og ikke blot i Nyborg, men overnatningssteder i Odense og Middelfart melder ligeledes, at en ”betydelig” del af deres bookinger i perioden relaterer sig til cykelløbet.

Det er dog ikke kun øens hoteller, der nyder godt af Tour de France. En belgisk tv-station har indgået en aftale med Egeskov Slot, som betyder, at stationens dækning af de danske etaper vil foregå i de historiske rammer på vandborgen.

#gultskaldetvære
Fra Destination Fyn lyder det, at det bliver hashtagget #gultskaldetvære, som bliver samlingspunktet for billeder og opslag om cykelløbet på internettet. Derfor har man skabt en gul fotografiramme med dette påmalet, som en ansat i organisationen i disse dage drager rundt med til de mange mindre cykelløb, der afvikles som optakt til Tour de France.

Det skal skabe begejstring forud for cykelløbet. De personer, som får taget et billede med rammen, og efterfølgende deler det på sociale medier og benytter hashtagget, deltager desuden i en konkurrence om præmier.

I den forgangne weekend var fotografirammen stillet op til Tour de Storebælt, hvor cykelentusiaster fik mulighed for at krydse Storebæltsbroen, og den vil også være at finde til Odenseløbet den 19. juni samt BørneTour i Nyborg den 25. juni.

Bagværk, strik og fællesskab
Flere fynske virksomheder er også blevet smittet med den gule feber. Det gælder blandt andet Bak’s Bakery & Deli i Nørre Åby, der i 2018 blev kåret som det bageri, der laver landets bedste romkugle. Netop romkuglerne bliver i anledning af cykelløbet fremstillet i en gul udgave, der vil være udsmykket med et Tour de France-logo.

Kornbageren i Tarup ved Odense har ligeledes sat en gul Tour de France-kage til salg, ligesom at Storms Pakhus i Odense og byens cityforening begge vil afvikle gule temadage op mod den første weekend i juli, hvor Tour de France-karavanen gæster Danmark.

Medlemmerne af Odense Strikkecafé, Hesselstrik samt Strik og Stil har også haft travlt. De har strikket miniudgaver af gule førertrøjer, som vil blive sat på guirlander, der vil blive hængt op i gadebilledet.

Yderligere opfordrer Destination Fyn alle til at iføre sig en gul trøje den 22. juni, hvor der afvikles Gul Trøje-Dag på fynske arbejdspladser, skoler, stranden eller hvor man nu end befinder sig. Ifølge organisationen skal det vise, at man på Fyn ”hylder fællesskabet og samhørigheden”.

 

Relaterede artikler:

Fokus på offentlig transport under Tour de France

100 dage til Tour de France kører i Danmark

Danske virksomheder kan gratis fejre Tour de France