Næste måned åbner Ljungleden, en 170 kilometer lang cykelrute mellem Gøteborg og Falköping øst for den svenske storby. Ruten følger cykelstier, lavtrafikerede veje og enkelte grusstrækninger.
Med start i Gøteborg gør den nye cykelrute, Ljungleden, det nemt at kombinere cykling og tog og egner sig både til dagsture, weekendophold og længere cykelferier i Vestsverige.
Det skriver Turistrådet Västsverige i en pressemeddelelse.
Ljungleden giver mulighed for at opleve storby, landsbyer og vestsvenske kulturlandskaber på. Ruten starter ved Drottningtorget lige uden for Gøteborgs hovedbanegård og løber til østsvenske Falköping via cykelstier, lavtrafikerede veje og enkelte grusstrækninger, oplyses det.
”Ljungleden egner sig til en længere cykelferie eller kortere ture i etaper. Med togstationer flere steder undervejs bliver det nemt at kombinere cykel og tog, og det gør ruten tilgængelig for mange typer gæster,” siger Henrik Linneros, projektleder for cykelturisme hos Turistrådet Västsverige.
Klik for større format. Ljungleden giver mulighed for at opleve storby, landsbyer og vestsvenske kulturlandskaber. Foto for Turistrådet Västsverige (TRV): Amplifyphoto.
En regional cykelrute
Ljungleden er skiltet som en regional cykelrute, og flere steder langs strækningen stopper regionaltoget Västtågen. Det gør det muligt at forkorte turen, dele den op i etaper eller planlægge dagsudflugter uden at skulle cykle hele ruten frem og tilbage.
Fra Gøteborg går turen gennem mindre byer og åbne landskaber. Undervejs passeres blandt andet Floda, hvor der er mulighed for overnatning og lokale spisesteder, samt Nääs Fabriker ved søen Sävelången med historiske industribygninger, hotel, caféer og butikker.
Længere nordpå findes Dahlbogården, Vårgårda og Herrljunga med gårdbutikker og små gastronomiske oplevelser, inden turen afsluttes i Falköping, hvor restauranter og spa på Mössebergs Kurort kan give en afslutning på cykelturen.
Ljungleden er ikke kun en ny rute i sig selv. Den forbinder også Kattegattleden i Gøteborg med Ätradalsleden i Falköping og skaber dermed nye muligheder for længere sammenhængende cykelferier i Vestsverige og Sydsverige, hedder det i pressemeddelelsen.
Turistrådet Västsverige (TRV) er turistorganisationen for turismebranchen i Västsveriges tre amter; Bohuslän nord for Gøteborg, Dalsland som grænser op til Norge og Västergötland, der ligger mellem Sveriges to største søer, Vänern og Vättern.
Relaterede artikler:
Sverige: Øget omsætning fra udenlandske turister