Cykelruten lang Göta Kanalen åbner næste måned. Foto for Turistrådet Västsverige: Jonas Ingman.

Ny svensk cykelrute ruller på 220 natur-kilometer

Sveriges 7. nationale cykelrute, Göta kanal-leden på 220 kilometer i Vestsverige, åbner 10. juni. ”Vi håber på mange danske cyklister på vores cykelruter til sommer,” siger turistdirektør.

Göta Kanalen, et af Sveriges mest kendte vartegn, kan ikke bare opleves fra vandet, men også fra cykel. Og den 220 km lange cykeltur langs Göta Kanal bliver nu godkendt som national cykelrute og indvies 10. juni.

Det skriver Turistrådet Västsverige i en pressemeddelelse. Göta Kanalen blev færdigbygget i 1832 for at skabe en forbindelse for handel og skibsfart mellem Vänern, Sveriges største sø, og Østersøen. Der er 58 sluser i kanalen.

Den nye nationale cykelrute bliver Sveriges syvende – Vestsverige er den svenske region med flest nationale cykelruter, fem af syv går igennem Vestsverige, hedder det.

87 af de 220 kilometer langs den snart 200 år gamle Göta Kanalen er helt bilfrie; og certificeringen af ruten betyder, at alle strækninger langs kanalen er kvalitetssikret med fokus på cyklisternes sikkerhed, tydelig skiltning og flere cykelrelaterede tilbud langs ruten, oplyses det.

Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige, siger i pressemeddelelsen: ”De seneste år har der været et kæmpe fokus på cykling i Vestsverige. Det er særligt sjovt, at vi nu også får en national cykelrute langs Göta Kanal, som vi ved, at danskerne kender, og da der er mange cyklister i Danmark, håber vi at møde endnu flere danskere på vores cykelruter denne sommer.”

Nemt at tage på cykelferie
Satsningen på cykeloplevelser kan mærkes i turismebranchen i Vestsverige, hvor flere tilbyder overnatning og ekstra service til cyklister, cykeludlejning af både almindelige cykler og el-cykler, guidede ture og cykelpakker med lejecykel, forslag til rute og overnatning.

Kravene til nationale svenske cykelruter: En national cykelrute skal være mindst 200 km lang, den skal være nem at komme til med offentlig transport med start og afslutning i byer, hvor der er service som for eksempel overnatning og cykeludlejning.

Turistrådet Västsverige (TRV) er turistorganisationen for regionen Västsverige. TRV arbejder med bæredygtig udvikling og markedsføring af turismebranchen i Västsveriges tre amter; Bohuslän (nord for Gøteborg), Dalsland (som grænser op til Norge) og Västergötland, der ligger mellem Sveriges store søer, Vänern og Vättern.

 

Relaterede artikler:

Sverige forventer sommer-turistboom

640 kilometer cykeltur rundt om Sveriges største sø

Sverige får ny national cykelrute