Turisme i Sverige. Arkivfoto fra Visit Sweden: Denise Lissert.

Sverige: Øget omsætning fra udenlandske turister

Udenlandske turister brugte sidste år tæt på 122 milliarder svenske kroner i Sverige, en stigning på otte procent i forhold til 2024. I alt var der 18,3 millioner målbare udenlandske overnatninger.

Totalt blev det i 2025 til næsten 70,8 millioner målbare overnatninger i Sverige, hovedparten på hotel (61 procent), fulgt af camping, ferieboliger og vandrerhjem.

Det viser tal fra turistrådet Visit Sweden, der henviser til statslige Tillväxtverket.

Af de 70,8 millioner overnatninger, en stigning på 2,5 procent i forhold til 2024, stod svenskerne selv for de 51,4 millioner, mens der var 18,3 millioner overnatninger fra udenlandske besøgende (turister, erhvervsrejsende og så videre), en fremgang på 9,3 procent sammenholdt med 2024.

Sveriges 10 største leverandører af udenlandske turister var sidste år Tyskland med 3,7 millioner overnatninger, Norge 3,4, Danmark 2,1, USA 1,6 og Holland med én million overnatninger.

De øvrige på top-10 var: Finland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz og Italien som nummer 10 med tæt på 349.000 overnatninger.

De tre mest besøgte områder eller regioner var Stockholm (15,8 millioner overnatninger), Västra Götaland (Gøteborg) (11,6 millioner) og Skåne (6,9 millioner). Mindst besøgt var Gotland, Sveriges største ø, med 979.000 overnatninger.

Brugte 121,7 milliarder svenske kroner
De udenlandske turister i Sverige brugte sidste år 121,7 milliarder svenske kroner (cirka 83,4 milliarder danske kroner) under deres ophold i Sverige, oplyses det med henvisning til tal fra SCB Statistiska Centralbyråns. Det var en vækst på cirka otte procent i forhold til 2024.

De 121,7 milliarder kroner gør svensk turisme til den femte største indtjener af udenlandsk valuta, oplyses det.

Turisme i forandring
Den geopolitiske situation med også stigninger på brændstof (som følge af USA og Israels krigsførelse mod Iran og Irans modsvar i Mellemøsten) samt fødevarer kan påvirke udenlandsk turisme til Sverige, vurderer Visit Sweden.

Susanne Andersson, direktør for Visit Sweden, siger i pressemeddelelsen:

”Visit Sweden har endnu ikke nogen indikationer på at interessen for at holde ferie i Sverige falder. Interessen for at besøge Sverige er fortsat stor i de lande, der er vigtigst for os. Sverige ses som et stabilt og trygt ferierejsemål.”

 

Relaterede artikler:

København-Stockholm får igen højhastighedstog

”Mange danskere aner ikke hvad Gotland er”

Åbner 270 kilometer med vandrestier ved Stockholm