- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Grønland stadig uden turistdirektør

Visit Greenland, der ejes af Grønlands Selvstyre, har stadig ingen direktør efter den nye direktør blev fyret efter blot et år. Navnet på den nye Visit Greenland-direktør kommer dog snart, loves det.

I februar sidste år sidste år oplyste Visit Greenland, at man var klar med afløseren for Julia Pars som ny direktør for Visit Greenland, der er 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre.

Islandske Hjörtur Smarason tiltrådte 1. april sidste år som ny direktør for Visit Greenland, hvor han skulle stå i spidsen for at genstarte turismen til Grønland efter coronakrisen. Han afløste Julia Pars, der i november 2020 opsagde sin stilling efter tre år på posten. Julia Pars kom i stedet for Anders Stenbakken, der havde haft stillingen siden 2010.

Islandske Hjörtur Smarason, cand.merc. fra Copenhagen Business School og tidligere har arbejdet med turismeudvikling og krisehåndtering for destinationer, blev i april sidste år ny direktør for Visit Greenland – men til sin egen overraskelse fyret med udgangen af marts i år. Arkivfoto fra Visit Greenland.

Men i marts i år blev Hjörtur Smarason overraskende fyret. Det fremgik af en pressemeddelelse fra Visit Greenland, hvor han ikke blev nævnt med et ord.

I pressemeddelelsen stod der, at Visit Greenlands næstformand, Anne Nivíka Grødem, var konstitueret som direktør for turistselskabet.

Mere synlighed om Grønland
I teksten stod der også, at Visit Greenland i år skal igangsætte en brandingkampagne, der skal skabe synlighed omkring Grønland på nuværende og nye markeder. Visit Greenland fokuserer desuden på at bidrage til bæredygtig udvikling i det grønlandske turismeerhverv, hed det.

”Bestyrelsen har valgt at prioritere ledende kræfter, som kan drive udviklingen i denne retning. Desværre har bestyrelsen ikke haft tillid til, at det fokus er blevet prioriteret i ledelsen. Derfor er Anne Nivíka Grødem udpeget som konstitueret direktør,” stod der videre.

Anne Nivíka Grødem var indtil sin konstituering souschef i Sermersooq Business, hvor hun har beskæftiget sig med erhvervsudvikling på fødevare og turismeområdet.

Aldrig optimalt
I pressemeddelelsen sagde Visit Greenlands bestyrelsesformand, Anette Lings, der til daglig er direktør for Hotel Sisimiut og incomingbureauet Arctic Incoming:

”Det er aldrig optimalt at stå i sådan en situation, men det er nu engang vores opgave som bestyrelse at sikre det rette fokus.”

På Visit Greenland generalforsamling i denne uge var der kun få ord om den nylige direktørfyring i Visit Greenland. Bestyrelsesformand Anette Lings nævnte i sin beretning, at hun håber der snart kan præsenteres en ny direktør for Visit Greenland, skriver den grønlandske avis, Sermitsiaq.

Visit Greenland er mellem 19-22. september i år vært i Nuuk for den årlige nordatlantiske turismemesse, Vestnorden. Vestnorden afvikles årligt af turistrådene i Island, der er vært hvert andet år, mens værtskabet går på skift hvert andet år mellem Færøerne og Grønland.

Relaterede artikler:

Grønlandsk turisme kigger mod rekordår

Grønlandsk destination blandt årets hotte rejsemål

Nuuk, Færøerne og Odense på fornem rejseliste

Visit Greenland klar med sin nye topdirektør

Grønland skal have ny turistdirektør