- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Guldsmeden får nyt københavner-hotel

Den danske kæde af boutiquehoteller skal drive hotel med 270 værelser der åbner ved lufthavnen i 2021. Det bliver Guldsmeden Hotels syvende hotel i København - det næste er klar i efteråret.

Danske Guldsmeden Hotels får i 2021 sit syvende københavnske hotel – denne gang tæt på Københavns Lufthavn. Hotellet skal hedde “5-øren Guldsmeden Hotel” på grund af placeringen ved metrostation Femøren – det bliver samtidig genbo til det nuværende Park Inn-hotel, der drives af Radisson-gruppen.
Apropos Park Inn-hotellet, så købte den svenske hotelkoncern Ligula Hospitality Group ved månedsskiftet driftsselskabet med hotellet Park Inn by Radisson ved Københavns Lufthavn med 295 værelser, mødelokaler og restauranter.

Klik for stor tegning. I midten af 2021 åbner det kommende hotel ved metrostation Femøren. Komplekset får udover hotel blandt andet også supermarked, ungdomsboliger og daginstitution, Illustration for Gefion Group: AI Arkitekter & Ingeniører.

I alt er der tre nye hoteller med omkring 1.250 værelser på vej i og ved Københavns Lufthavn. Det vil fordoble antallet af hotelværelser i og ved lufthavnen.

Til september næste år åbner Comfort Hotel Copenhagen Airport fra Nordic Choice-kæden med 604 værelser som nabo til det nuværende Clarion Hotel Copenhagen Airport (det tidligere Hilton-hotel).

Året efter åbner Scandic CPH Strandpark i 2021 med 357 værelser.

Også i midten af 2021 åbner et nyt hotel ved Femøren Metrostation, to stop fra lufthavnen. Bygherren er Gefion Group, der netop har indgået aftale med Guldsmedens Hotels om at kæden skal være operatør af projektets hoteldel. Udover et sted mellem 270 og 277 værelser, får hotellet blandt andet mødelokaler, en tagterrasse med pool, fitnesscenter, orangeri og en café.

Hele komplekset vil også omfatte et Netto-supermarked, ungdomsboliger og en daginstitution.

Nyt Guldsmed-hotel til efteråret
Guldsmeden Hotels, der i år har 20 års jubilæum, har i forvejen fem hoteller alene i København; hertil kommer hoteller i Aarhus, Oslo, Berlin, Reykjavik, den franske middelhavsby Menton mellem Nice og den italienske grænse samt Bali.

Efter sommerferien i år åbner det sjette Guldsmed-hotel i København; denne gang på Islands Brygge ved Københavns Havn. Dette Guldsmed-hotel får 214 værelser.

Guldsmeden vil også gerne det nye hotel ved Københavns Lufthavn. Det kommer nemlig til at lægge så relativt langt fra kædens øvrige hoteller i den indre by, at det kommende lufthavnshotel ikke vil kannibalisere på gruppens eksisterende hoteller.

Guldsmedens kommende lufthavnshotel skal være et såkaldt ”upscale ho(s)tel.” Der skal ikke være fælles sovesale, men dobbeltværelser med egne badeværelser til hostel-priser.

Godt alternativ til upersonlige hoteller
Guldsmeden Hotels ejes af Sandra Plesner Weinert og Marc Weinert; han siger i en pressemeddelelse fra Gefion Group:

”Vi glæder os til at kunne åbne vores 7. hotel i København med Guldsmedens personlige boutiquehotel koncept, som et godt alternativ til de lidt mere upersonlige hoteller. Beliggenheden af det kommende hotel er unik, både i forhold til Københavns Lufthavn, Amager Strandpark og ikke mindst i forhold til København.”

Og koncernchef i Gefion Group, Thomas Færch, siger i pressemeddelelsen: ”Det nye byrum, vi har udviklet på Engvej, er ved at tage form. Aftalen med Guldsmeden Hotels er det helt rigtige for området. Byrummet ved Engvej bliver grønt, hyggeligt og spændende arkitektonisk. Det bliver fantastisk.”

Relaterede artikler:

Fordobling af hotelværelser i Københavns Lufthavn

”Deleøkonomien skal reguleres for at fylde 8.000 nye hotelværelser”

Ny teknologi sparer hotel masser af vand