- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Her er de ti mest googlede danske rejsemål

Google har Top 10 over de mest efterspurgte danske rejsemål i juli sammenlignet med sidste år. Spørgsmålene: Hvad sker der på Møn; hvor ligger Læsø og hvad er ”Glamping”, havde største stigninger.

Coronavirussen og de medfølgende mange restriktioner betød, at et stort antal danskere denne sommer valgte at tulle rundt i deres hjemland med cykel og lunken madpakke, fremfor de varme lande, skriver DR.dk

Hjulpet på vej af to sommerpakker, der gav billige togbilletter og gratis færgeture, var der stor interesse for især de danske øer. Det fremgår også af en opgørelse fra Google over, hvad der er blevet søgt på i Danmark henover sommeren.

Trafikstyrelsen oplyste sidste måned, at i juli tog 991.648 gående eller cyklende passagerer imod Folketingets tilbud om at sejle gratis med landets 53 indenrigsfærger. Sammenlignet med 2019 var det en stigning af passagerer på de danske indenrigsfærger på 48 procent, mens antallet af cykler steg 96 procent i forhold til juli sidste år.

Google har samlet følgende liste over rejsesøgninger i juli i år, der har udviklet sig markant i forhold til det tilsvarende antal af søgninger for juli 2019:

+449 procent i forhold til sidste år: Hvad sker der på Møn?

+446 Hvor ligger Læsø?

+437 Hvad er Glamping? (kombi af ”glamour” og ”camping”)

+353 Hvad skal man se i Ribe?

+343 Hvad kan man lave på Samsø?

+333 Hvad skal man se på Ærø?

+286 Hvor stor er Ærø?

+249 Hvor stor er Læsø?

+217 Hvor lang er Fanø?

+205 procent i forhold til sidste år: Hvad skal man se på Langeland?

Bedste sommer nogensinde
Men har ø-kommunerne kunnet mærke den store interesse, der kan måles i Google-søgningerne, spørger artiklen på DR.dk

På Læsø kommer den voldsomme stigning i søgninger ikke som et chok for borgmester Karsten Nielsen. ”Det har været sådan siden påsken, men slet ikke så mange som i juni og især juli. Vi har haft så mange dagsturister og almindelige turister, som i sidste øjeblik har besluttet sig for at holde indlandsferie,” siger han. Det gav udfordringer med udsolgte færger.

”Vores forretninger og restauranter har haft en af deres bedste sæsoner nogensinde. Dagligvarebutikkerne har sprængt alle rammer. Coronaen har været skidt for mange egne af Danmark, men for os, økonomisk, har det været rigtig godt,” siger Karsten Nielsen.

Syd for Fyn ligger Ærø, og herfra siger borgmester Ole Wej Petersen: ”Vi har havde mere end en fordobling af gående turister på Ærø i juli. Der er rigtig, rigtig mange unge mennesker, der er kommet med sovepose, rygsæk og et lille telt. De har så boet rundt omkring på Ærø.”

Borgmesteren har været overrasket over, at den lille ø med omkring 6.000 indbyggere kunnet rumme dem alle. ”Men det har jo været kronede dage for restauranter og forretninger. De har været fyldt til bristepunktet,” siger Ole Wej Petersen.

Borgmesteren på Samsø mener, at øen er Danmarks centrum: midt imellem Jylland, Sjælland og Fyn. På Samsø har færgerne også været propfulde, siger borgmester Marcel Meijer.

”Vi har to færgeruter. I juli var der sidste år 83.000 mod 117.000 i år. Og det er samme mønster, vi ser for august, så der har synligt været mange flere turister. Der har både været mange gående og propfulde busser. Det har vi aldrig oplevet før. Mange lokale erhvervsdrivende havde ikke helt nået at forberede sig på det. Med sommerpakken gik det rigtig stærkt. Nogle var nødt til at sige nej til mange kunder,” siger Samsøs borgmester.

Relaterede artikler:

Ferieboligudlejer: Krisen ændrer danske rejsevaner

Genstartsteam for dansk turisme klar med første input

Nyt firma med fokus på nye danske turistoplevelser