I et normalt år er der cirka 20,7 millioner sommerhusudlejninger i Danmark, hvoraf tyskerne står for de 13 millioner. Pressefoto fra DanCenter.

Ferieboligudlejer: Krisen ændrer danske rejsevaner

Godt hjulpet af regeringens seksdagesregel havde danske sommerhusudlejerne en fin sommer. Tendensen fortsætter i efteråret, siger markedsførende Feriehusudlejernes Brancheforening.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik havde den danske feriehusturisme i årets første halvår som følge af coronakrisen en nedgang på 2,4 millioner overnatninger i forhold til samme tid sidste år. Men da grænserne for det største marked, det tyske, åbnede i juni, var det med til at antallet af overnatninger igen steg.

Alene i juli voksede antallet af ferieboligudlejninger i Danmark til danskerne 50 procent sammenlignet med sidste år.

Den positive tendens ser ud til at fortsætte de kommende måneder, hvor særligt oktober med efterårsferien er populær. Det siger Kim Holmsted, administrerende direktør for DanCenter, en af landets førende feriehusudlejere, samt formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Danmark har i alt 200.000 sommerhuse, hvoraf 40.000 med i alt 300.000 senge udlejes. Af de 40.000 sommerhuse til udlejning formidler medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening cirka 90 procent af disse, oplyser foreningen.

I et normalt år er der cirka 20,7 millioner sommerhusudlejninger i Danmark, hvoraf tyskerne står for de 13 millioner.

Positiv tendens fortsætter
”Vi er både glade og taknemmelige for den højsæson, vi netop har afviklet. Ser man bare tre måneder tilbage, havde vi aldrig turdet håbe på fulde huse, men vi endte med at måtte melde alt udsolgt i ugerne 28 til 31,” siger Kim Holmsted og tilføjer, at den positive tendens ser ud til at fortsætte de kommende måneder.

”Der skal mere end en god sommer til at indhente de tabte overnatninger fra foråret. Derfor er efteråret afgørende i forhold til at komme om på den anden side med skindet på næsen. Tyskerne tegner sig historisk for en stor del af overnatningerne i efteråret på grund af forbundsstaternes forskudte efterårsferie, i år er ingen undtagelse,” siger Kim Holmsted og fortsætter:

”Vi kan desuden se, at de danske bookinger er steget med over 75 procent i oktober, hvilket vidner om, at rejsemønstrene hos de danske turister har ændret sig i lyset af coronakrisen.”

Efterspørgsel på den jyske vestkyst, Falster og Djursland
Det er særligt i skolernes efterårsferie i uge 42, at der er stigende interesse for et sommerhusophold, men også de efterfølgende uger følger trop. Tal fra DanCenter viser, at bookingerne i uge 43 og 44 er steget op mod 50 procent.

”Belægningsprocenten i uge 42 ligger lige nu på 71 procent, en stigning på 13 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Den samme udvikling gør sig gældende i de omkringliggende uger, hvor vi traditionelt set har haft sværere ved at fylde husene,” siger Kim Holmsted i pressemeddelelsen fra DanCenter.

Særligt den jyske vestkyst hitter blandt danske og tyske turister, men også Falster og Djursland vinder i stigende grad indpas hos især danskerne.

Feriehusudlejeren DanCenter oplyser, at man har 28 lokalkontorer og omkring 7.000 ferieboliger i sommerhusområder i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

Relaterede artikler:

Genstartsteam for dansk turisme klar med første input

Oversøisk rejsebureau sælger vandreture i Danmark

”Jeg er meget bekymret for dansk storbyturisme”