- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hilton får hotel på Færøerne

En af verdens mest kendte hotelkæder får i samarbejde med færøske Atlantic Airways hotel ved Torshavn. Også færøske Smyril Line får hotel ved Torshavn. De to nye hoteller vil næsten fordoble hotelkapaciteten.

Færøerne – og navnlig hovedstaden Torshavn – mangler hotelkapacitet i højsæsonen, men har ofte rigelig på de mindre efterspurgte tidspunkter.

Men nu er der en lille fordobling af den nuværende kapacitet på vej i form af to nye hoteller ved Torshavn, oplyser Færøernes Turistråd, VisitFaroeIslands.

De to nye hoteller åbner begge i foråret 2020 og bringer samlet antallet af hotelværelser i Torshavn op på næsten 600. På resten af Færøerne er der i alt blot 100 hotelværelser.

Færøernes flyselskab, Atlantic Airways, vil, som STANDBY.dk skrev i februar i år, opføre sit eget 4-stjernede hotel lige uden for Torshavn med 130 værelser i samarbejde med det færøske pensionsselskab Liv.

Og nu har de to samarbejdspartnere valgt operatøren af deres hotel, selveste Hilton. Hotellet kommer til at hedde Hilton Garden Inn Faroe Islands, Hilton Garden Inn er et varemærke under Hilton-kæden. Hotellet får Martin Restorff som general manager.

Der er synspunkter på Færøerne blandt private hotelejere om, at et offentligt aktieselskab som Atlantic Airways, for som sådan offentlige penge skal gå i konkurrence med de private hoteller.

Men til STANDBY.dk sagde bestyrelsesformand i Atlantic Airways, Niels Mortensen, i foråret om baggrunden for det nye hotel:

”Vi kan jo se, at turisme på Færøerne fortsætter med at udvikle sig – og at en flaskehals i højsæsonen netop er mangel på hotelkapacitet. Derfor bruger vi nu sammen med pensionsselskabet Liv omkring 120 millioner kroner på at bygge det nye hotel, der kommer til at ligge cirka ti minutters gang fra centrum af Torshavn.”

”Det manglende hotelkapacitet i Torshavn hæmmer væksten i turismen. Færøerne har en masse Airbnb, men man kan jo ikke bygge turismevækst på Airbnb. Det nye hotel i Torshavn er nødvendigt og skal nok blive en god forretning for os,” sagde Niels Mortensen.

Rederi bag nyt hotel
Men også det færøske rederi, Smyril Line, der primært er kendt for sin helårsrute med blandt andet passagertrafik mellem nordjyske Hirtshals og Færøerne, vil åbne hotel ved Torshavn.

Det sker i samarbejde med Hotel Hafnia, der ligger i centrum af Torshavn med 84 værelser. Det kommende nye 4-stjernede hotel fra Smyril Line og Hotel Hafnia er endnu ikke navngivet, det får 126 værelser når det efter planen står klart til maj 2020. Også dette hotel kommer til at ligge tæt på centrum og i nærheden af Torshavns shoppingcenter, SMS.

Også Færøernes største hotel, Hotel Føroyar/Hotel Tórshavn, har udvidelsesplaner med omkring 130 værelser – men disse er endnu ikke bekræftet. Ifølge færøske medier arbejder det lokale erhvervsliv i Færøernes næststørste by, Klaksvig, om at bygge et nyt hotel. Men der er ikke noget konkret om dette projekt.

Kun 300 hotelværelser i Torshavn
I dag har den færøske hovedstad i dag kun lidt over 300 hotelværelser. Der er flest på Hotel Føroyar, der ligger udenfor Torshavn med 131 værelser, Hotel Hafnia i centrum har 84 værelser, Hotel Tórshavn 43, Hotel Streym 29, Hotel Havn 19 og Havgrím Seaside Hotel har 14 værelser.

Relaterede artikler:

Færøerne klar med ny bookingplatform

Flyselskab skal have sit eget hotel

To nye hoteller i Reykjavik