- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hilton på vej med 3.000 nye hoteller

Hilton, verdens næststørste hotelkoncern, har passeret én million værelser på sine 7.200 hoteller og resorts. I pipelinen de kommende år er officielt 2.930 hoteller med mere end 428.000 værelser.

Ingen hotelkoncerner overgår Marriott International, der som verdens største har 8.300 hoteller og resorts med snart 1,4 millioner værelser fordelt på 31 varemærker.

Men også amerikanske Hilton Worldwide følger efter på andenpladsen med sine 7.200 hoteller og 1,1 millioner værelser og suiter spredt udover 19 hotelvaremærker.

Og i en pressemeddelelse skriver Hilton, at man ved udgangen af marts i år er på vej med knap 3.000 nye hoteller med 428.100 værelser de kommende år i 116 lande og territorier, herunder 30, hvor Hilton i dag ikke har hoteller. Af de over 428.000 nye hotelværelser, er knap 216.000 under opførelse – og mere end 246.000 af de nye værelser kommer på Hiltons hoteller uden for USA.

Ingen Hilton-hoteller i Danmark, men Marriott rykker
Der er dog ingen Hilton-hoteller på vej til Danmark; Danmark har ikke siden 2017 haft et Hilton-hotel, hvor Hilton Copenhagen Airport skiftede operatør og har siden heddet Clarion Hotel Copenhagen Airport. Færøerne har i øjeblikket det eneste Hilton-hotel i rigsfællesskabet, et Hilton Garden Inn ved Torshavn.

Til gengæld fortsætter Marriott med at rykke på det danske marked. Danmark får sidst på efteråret yderligere to Marriott-hoteller, sit femte og sjette, endda i samme bygning. De to hoteller i Københavns Nordhavn bliver begge firestjernede: Fairfield by Marriott-hotellet får 222 værelser og suiter, mens Residence Inn by Marriott i samme bygning rummer 89 hotellejligheder til gæster på længere ophold.

Alene Hiltons bonusprogram, Hilton Honors, har passeret over 158 millioner medlemmer – til sammenligning har Marriotts bonusprogram, Bonvoy, over 177 millioner medlemmer.

Hiltons 19 hotelbrands inkluderer varemærker som Conrad Hotels & Resorts, Canopy by Hilton, Curio Collection by Hilton, Hilton Hotels & Resorts, DoubleTree by Hilton, Embassy Suites Hotels, Hilton Garden Inn, Hampton by Hilton, Homewood Suites by Hilton, Home2 Suites by Hilton, Hilton Grand Vacations, LXR Hotels and Resorts by Hilton, Waldorf Astoria Hotels & Resorts, Signia by Hilton, Tru by Hilton, Tapestry Collection by Hilton, Tempo by Hilton, Motto by Hilton og Spark by Hilton.

 

Relaterede artikler:

Hilton lancerer første økonomi-varemærke

Marriott får grønt lys til at overtage hotelkæde

København får og mister nye hotelprojekter