- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horesta kræver forbud mod prisklausuler

Horesta og Dansk Erhverv kræver handling fra de danske myndigheder mod navnlig de dominerende bookingportalers prisklausuler overfor hoteller. De bør forbydes, lyder det fra Horesta.

Mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i ny analyse af bookingplatforme som Hotels.com og Booking.com er meget afdæmpet, råber brancheforeningerne Horesta og Dansk Erhverv højt og kræver konkret handling.

Chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, siger til STANDBY.dk: ”Vi er så vokale, fordi vi ikke kan forstå at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen læser sagen og dermed problematikken anderledes end deres modsvarighed i for eksempel Sverige.

Nu er analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lige kommet – og vi skal nærlæse den, men jeg kan ikke forestille mig, at vi i Dansk Erhverv og Horesta holder op med at påpege udfordringerne for erhvervet på dette område,” siger Lars Ramme Nielsen og fortsætter: ”Erhvervsminister Rasmus Jarlov er måske vag i sine udtalelser, men problemerne går ikke være på grund af en fin rapport.”

Branchekravene kommer i kølvandet på den nye analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om bookingportaler.

I en pressemeddelelse fra en af hotelerhvervets brancheforeninger, konstaterer Horesta: 

”Den frie konkurrence er sat ud af kraft, når bookingportaler som Hotels.com og Booking.com stiller krav til hotelbranchen om, hvad prisen skal være på hotelværelser. Derfor bør de danske konkurrencemyndigheder forbyde aftaler mellem hoteller og bookingportaler med de såkaldte prisklausuler.”

Horesta har længe kæmpet for, at prisklausulerne blev forbudt. De forhindrer nemlig, mener Horesta, hotellerne i at tilbyde en lavere pris på deres egne hjemmesider, end hvad værelserne sælges til på bookingportalerne. Dermed har hotellerne svært ved at tiltrække gæster via egen hjemmeside for at undgå at skulle betale kommission til bookingportalerne.

”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bruger i sin analyse mange kræfter på at dokumentere, at konkurrencesituationen er blevet bedre. Men prisklausulerne bør forbydes, så længe den frie prissætning ikke omfatter hotellernes egne hjemmesider”, siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta.

”Søgeresultater er uigennemsigtige”
I pressemeddelelse som reaktion på Konkurrencestyrelsens rapport om bookingportaler – her nævner Dansk Erhverv konkret Booking.com og Expedia, der ejer Hotels.com – lyder det fra Dansk Erhverv:

”Rapporten dokumenterer både markedsdominans og duopoltilstand på markedet for online booking samt uigennemsigtighed og kritisable virkemidler for forbrugerne. Dansk Erhverv savner et livtag med bookingportalernes prisklausuler.”

Dansk Erhverv har længe haft fokus på de konkurrencebegrænsende tendenser i markedet for online salg af hotelværelser, hvor hoteller ofte betaler over 20 procent til bookingportalerne, når en forbruger booker et værelse, oplyser Dansk Erhverv og tilføjer:

”Rapporten dokumenterer som ventet, at forbrugerne oplever, at platformenes rangering af søgeresultater er uigennemsigtige, og at portalerne bruger virkemidler, der presser forbrugerne og ikke lever op til god skik om markedsføring.”

Relaterede artikler:

Horesta-formand til tops i europæisk hotelorganisation

Støtter rejsebranchens søgemaskiner

Dansk Erhverv skifter turismechef