- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horesta og Dansk Erhverv kritiserer ny Airbnb-lov

”Vi forstår Erhvervsstyrelsens frustrationer. De nye regler er umulige at håndhæve,” siger Horesta efter Erhvervsstyrelsen har sendt vurdering af den nye lovgivning mod Airbnb til Folketinget

”Ny Airbnb-lovgivning er fyldt med huller og knaster,” lyder sammenfatningen i pressemeddelelse fra Horesta. Den kommer efter Erhvervsstyrelsen har offentliggjort rapport, der vurderer på dele af den nye danske Airbnb-lovgivning

Der er blandt andet problematisk, at bolig- eller værelsesudlejere ikke skal indberette til myndighederne, hvor mange dage de udlejer via for eksempel Airbnb, skriver Erhvervsstyrelsen i rapporten, der evaluerer efter de første erfaringer med de nye regler på Airbnb-området, som løbende er trådt i kraft det seneste år.

Erhvervsstyrelsen og kommunerne skal holde øje med, at de nye grænser for privat korttidsudlejning overholdes. Men myndighederne får kun indberettet udlejernes indtægter, og ikke hvor mange dage boligerne udlejes, påpeges det.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta. Foto: Henrik Baumgarten.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta, siger i pressemeddelelsen:

”Det viser med al tydelighed, at de nye regler er umulige at håndhæve. Vi forstår til fulde Erhvervsstyrelsens og kommunernes frustrationer. Der er reelt ingen kontrol. Hvordan skal man kunne håndhæve et udlejningsloft på for eksempel 70 dage, hvis man kun får oplyst, hvor stor indtjeningen på boligen har været?”

Horesta påpeger også, at det af rapporten fra Erhvervsstyrelsen fremgår, at der er indberettet 14 sager til styrelsen vedrørende ulovlig udlejning. Typisk udlejning af hele opgange eller af flere lejligheder i samme opgang.

”Det er positivt, at myndighederne slår fast, at erhvervsmæssig udlejning af private boliger ikke er tilladt. Men hvis reglerne ikke kan håndhæves, er de ligegyldige, og får ikke betydning. Derfor er der brug for en ændret lovgivning,” siger Kirsten Munch.

Horesta ønsker blandt andet, at private udlejere får pligt til at indberette antallet af udlejningsdage, og at loftet for udlejning af private boliger også omfatter enkeltværelser.

”Når regler ikke kan kontrolleres, kan det ikke undre, at det ikke skaber ændret adfærd. Og skulle de, der systematisk udlejer private boliger, blive kontrolleret, kan de blot udnytte hullet i lovgivningen og forklare det med, at det er udlejet enkeltværelser med adgang til resten af boligen. Det er en uholdbar situation, der kalder på politisk handling,” siger den politiske direktør i Horesta, Kirsten Munch.

Vurdering baseres på data fra Airbnb
Også Dansk Erhverv har kommenteret rapporten fra Erhvervsstyrelsen til Folketinget. Dansk Erhverv har været engageret i evalueringen og roser Erhvervsstyrelsen for et solidt arbejde, men påpeger, at evalueringen beror på data fra blandt andet Airbnb.

”Værdien af den samlede evaluering forringes betydeligt, hvorfor det ikke kan overraske, at konklusionerne er vage,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv i pressemeddelelse, og tilføjer:

”Vi deler det synspunkt i evalueringen, at det er problematisk, at der ikke er hjemmel i lovgivningen der sikrer adgang til oplysninger om antallet af udlejningsdage. Det har hele tiden været vores anke – også længe før loven blev vedtaget.”

Ifølge Dansk Erhverv er der dog grund til ”forsigtig optimisme, da evalueringen er sket meget kort efter lovens ikrafttrædelse.”

På den baggrund blev det allerede i forbindelse med lovforslaget besluttet, at evalueringen skal gentages i 2022, hvor erfaringsbasen er større, noterer Dansk Erhverv. “Når vi kommer dertil kan vi håbe, at Airbnb ønsker at spille mere aktivt med”, siger Lars Ramme Nielsen.

Relaterede artikler:

Airbnb går sammen med den Olympiske Komite

Horesta kritiserer atter dansk Airbnb-lov

Horesta til minister: kig nu på dansk skat og moms