Den nye danske lov om Airbnb, der trådte i kraft 1. juli, har et kæmpe smuthul, mener Horestas politiske direktør. Hun kalder tidligere skatteministers udtalelse om hullet ”næsten absurd.”
Horestas store ankepunkt om den nye danske Airbnb-lov, der trådte i kraft i starten af denne måned, er, at den giver kommunerne mulighed for at hæve loftet for den private udlejning fra 70 til 100 dage.
Det skriver Horestas politiske direktør, Kirsten Munch Andersen, i et blogindlæg på Horestas hjemmeside.
Loven har som sådan et loft på udlejning af private boliger i Danmark via for eksempel Airbnb på 70 dage. Men værelser i private boliger kan udlejes op til 100 dage, siger loven.
Kirsten Munch Andersen skriver blandt andet i sit blog-indlæg:
”Desværre er det så som så med udlejningsloftet. Den tidligere regering har valgt et loft for udlejning, der kun gælder hele boliger. Der er derfor ikke noget, der forhindrer udlejere i at fortsætte med at udleje enkeltværelser efter de 70 dage. Og myndighedernes kontrolmuligheder er så godt som ikke-eksisterende.”
”Hvis den ønskede effekt var at sikre, at vores boliger primært bliver brugt til at bo og leve i – ud over de mere end to måneder, man nu kan udleje boliger som hotelværelser – er vi ikke kommet nogen vegne,” konstaterer Horestas politiske direktør og tilføjer:
”Derfor kan det kun gå for langsomt med at få taget hul på efterårets planlagte evaluering af Airbnb-aftalen.”
Absurd minister-kommentar
Kirsten Munch Andersen svinger også krabasken mod den nu tidligere skatteminister, Karsten Lauritzen.
”Han har om det gennemhullede loft for den private udlejning udtalt, at der ikke var tale om et hul i loven, men et bevidst ønske om ikke at ramme bed & breakfast-udlejere,” skriver Kirsten Munch Andersen og tilføjer:
”Professionelle bed & breakfast-virksomheder er en vigtig del af dansk turisme og er ikke omfattet af disse regler. Men det er udlejningen af bed & breakfast fra privatpersoner naturligvis.
Karsten Lauritzens kommentar var nærmest helt absurd. Bed & breakfast er jo grund-DNA’et i Airbnbs platform. Ja, det er sågar en del af virksomhedens navn. Desuden har bed & breakfast i privat regi udgjort unfair konkurrence for det professionelle overnatningserhverv, længe før der var noget, der hed Airbnb,” lyder det fra Horestas politiske direktør.
Også ros til ny lov
Kirsten Munch Andersen har da også et par rosende ord om den nye lovgivning. Hun skriver blandt andet:
”Den politiske aftale sikrer gennem klare incitamenter en længe ventet skatteindberetning af den private udlejning. Det er positivt. Opgaven er nu at sikre, at der sættes en stopper for de private, der bruger deres boliger til at drive hotellignende virksomhed.
Den nye lov giver kommunerne mulighed for at hæve loftet for den private udlejning fra 70 dage til 100 dage. En mulighed, vi må advare om at tage i brug,” lyder det fra Kirsten Munch Andersen, der tilføjer:
”Måske kan det synes sympatisk, at kommunens borgere kan udleje deres hjem helt op til 100 dage om året. Men det er de færreste mennesker, som har 70 dages ferie – og stort set ingen, som har 100 dages ferie. Boligen får dermed karakter af professionel hotelvirksomhed. Christiansborg bør afskaffe muligheden.”
Relaterede artikler:
SKAT får ”særligt kontrolprojekt” for Airbnb