- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA til restauranter: Vent med registrering

Indtil der er klarhed fra regeringen og sundhedsmyndighederne, opfordrer brancheforeningen sine medlemmer blandt restauranterne til at holde igen med registrering af gæster.

Mens myndighederne ikke har styr på private fester og sammenkomster er det nemmere at udstikke en buket nye restriktioner til blandt andet restaurationsbranchen.

Den forskelsbehandling er der ikke tilfredshed med i brancheforeningen HORESTA, der blandt andet repræsentanter hovedparten af de danske hoteller, etablerede restauranter og store dele af turismeerhvervet, for eksempel forlystelsesparker.

Senest er HORESTA på medlemmernes vegne blevet irriteret over de seneste retningslinjer fra regeringen og myndighederne.

Om disse siger HORESTAs politiske direktør, Kirsten Munch Andersen, til foreningens nyhedsbrev:

”Vi kan ikke få besked om, hvad der skal registreres, hvem der præcis skal registrere, hvem der skal bruge oplysningerne og om ordningen vil være frivillig for erhvervet eller ej. Derfor giver det god mening at vente, til vi kender rammerne.”

HORESTA: Noget for noget
Regeringen fremlagde mandag i denne uge planerne for en frivillig registrering af gæster i restauranterhvervet for at lette smitteopsporing, hvis en gæst viser sig at have været smittet under et besøg. Men om ordningen skal være frivillig for virksomhederne eller for gæsterne eller begge parter er stadigvæk uafklaret, noterer HORESTA.

Kirsten Munch har siden regeringens nye tiltag kommenteret udspillet i flere medier. Her har hun gjort det klart, at erhvervet i forvejen er underlagt en lang række restriktioner som for eksempel afstandskrav, kvadratmeterkrav, forsamlingsforbud og tidligere lukketid.

Derfor ønsker HORESTA, at nogle af disse restriktioner afskaffes, hvis regeringen vil indføre registrering, er budskabet.

Samtidig bør der ses differentieret på erhvervet. I langt størstedelen kan man sagtens holde afstand, og det gør registrering overflødig, mens registrering kan være en mulig sikkerhedsmekanisme ved genåbning af diskoteker og natklubber, hvor gæsterne færdes mere tæt på hinanden, er nogle af hendes budskaber.

Den politiske direktør påpeger også, at en stor del af de nye smittetilfælde er opstået i privat regi. Derfor burde myndighederne koncentrere indsatsen her frem for yderligere at begrænse de professionelle miljøer.

”Myndighederne retter meget hurtigt søgelyset mod vores branche. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad skærpede afstandskrav i lige netop restaurationsbranchen skulle ændre. Krav, vi i øvrigt ikke kan få oplyst, hvad indeholder,” siger Kirsten Munch Andersen.

HORESTA estimerer, at restauranterhvervet lige nu ligger i indeks 60-70 sammenlignet med sidste år, mens hotellerne er på indeks 35-45.

Relaterede artikler:

WoCo har ny partnergruppe til PR for København

Genstartsteam for dansk turisme klar med første input

Sådan fandt jeg nyt job udenfor rejsebranchen