”Vi skal være skarpere og stå sammen, så vi kan trænge igennem internationalt,” siger Wonderful Copenhagen, der har oprettet Visit Copenhagen Partners til at styrke hovedstadens turisme.
Behovet for slagkraftig markedsføring, der tiltrækker gæster til Københavns tomme hoteller, er enormt. Derfor har Wonderful Copenhagen skabt markedsføringsgruppen, Visit Copenhagen Partners, VCP, der samler lokale aktører og koordinerer indsatser, så markedsføringen får størst mulig effekt. Det skriver WoCo i en pressemeddelelse.
Hovedstadens turismeerhverv har tabt cirka 16 milliarder kroner i omsætning fra marts til august. Behovet for at genrejse turismen kalder på en ekstraordinær og fælles indsats. Et centralt element er markedsføringen af København.
Til det formål har Wonderful Copenhagen oprettet partnergruppen Visit Copenhagen Partners med deltagelse af en række centrale personer fra forskellige dele af det lokale turismeerhverv, herunder hoteller, museer, attraktioner, restauranter, transportører og events.
Gruppens primære formål er at bidrage til genopretningen af Københavns turisme gennem markedsføring, der skal få potentielle rejsende til at besøge hovedstaden.
Ekstrem hård kamp om udenlandske turister
Fordi turismen er kollapset både i Danmark og i udlandet, bliver kampen om de rejsendes opmærksomhed ekstrem hård. Fremtidens rejsemønstre er usikre, og man ved ikke, hvilke markeder der åbner hvornår, og hvordan den internationale konkurrence vil udvikle sig, lyder det fra WoCo.
”Vi skal være endnu skarpere i kommunikationen og stå sammen om at udvikle og løfte fortællingen om København, så vi kan trænge igennem internationalt. Visit Copenhagen Partners sætter dette arbejde i system,” siger kommunikations- og marketingdirektør hos Wonderful Copenhagen, Tine Kastrup-Misir.
VCP-gruppen vil være omdrejningspunkt, når der fremover iværksættes større, nye kampagner til markedsføring af København. Det vil ske i samarbejde med VisitDenmark.
Derudover vil gruppen vil bygge på de erfaringer, hovedstadens partnere har gjort sig i løbet af sommeren med blandt andet #BrugDinBykampagnen, hvor Wonderful Copenhagen har stillet materiale til rådighed.
”Sammen har vi en større stemme”
Visit Copenhagen Partners består blandt andet af: Birthe Becker, koncerndirektør for salg og marketing i Arp-Hansen Hotel Group, Casper Puggaard, global salgsdirektør i DFDS’ passagerdivision, Ole Sorang, marketingdirektør for 200 Radisson-hoteller i Nord- og Vesteuropa og Michala Svane, salg- og marketingdirektør i Tivoli.
Hertil kommer repræsentanter fra Dansk Arkitektur Center, Metroen, Statens Museum for Kunst, idrætsforeningen Sparta og restaurationsgrupperne Tholstrup Gruppen og Pluto Group.
”Sammen har vi en større stemme, der når længere ud. Derfor bakker vi op om dette tiltag, der styrker byens markedsføring i en tid, hvor behovet for at tiltrække rejsende aldrig har været større,” siger Michala Svane fra Tivoli.
Og fra Birthe Becker fra Arp-Hansen lyder det i pressemeddelelsen: ”Der er et stort behov for at koordinere markedsføringen af byen, både i forhold til ferie- og erhvervsturismen. Det største fokus lige nu bliver nærmarkederne, men vi skal fortsat bevare fokus og prioritere det langsigtede arbejde med at vinde møder, events og kongresser til hovedstaden. Men konkurrencen er voldsom, og Københavns turisme kan ikke tåle flere nederlag.”
Relaterede artikler:
Ny WoCo-kampagne kickstarter Københavns mødebranche