- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelkæde klar med ny salgsdirektør

Karina Lauritzen er ny salgsdirektør i Danmark for norske Nordic Choice Hotels, der er på vej med luksushotel i det centrale København og stort hotel ved Københavns Lufthavn.

Med titel af Regional Sales Director for norske Nordic Choice Danmark er 40-årige Karina Märtens Lauritzen netop startet i sit nye job.

Karina Lauritzen er ny salgsdirektør i Danmark for norske Nordic Choice Hotels.

Hos Nordic Choice Hotels afløser hun Søren Christensen, der for nylig blev Country Director of Sales for Danmark og Island hos Radisson Hotel Group. Hans forgænger hos Radisson var Ole Høgh, der i dag er direktør for Scandic-hotellerne i Roskilde og Ringsted.

Karina Lauritzen har en uddannelse indenfor Leadership & Management fra Niels Brock – Copenhagen Business College. Hun kommer til Choice-hotellerne fra job som salgschef hos København Håndbold, men hun har tidligere arbejdet for Nordic Choice Hotels.

Fra 2008 var hun general manager for det daværende Choice-hotel Comfort Hotel Excelsior på Vesterbro. Den norske hotelkæde First overtog i 2011 Choice-hotellerne i Danmark, blandt andet Excelsior, der i 2016 blev lagt sammen med sit søsterhotel Mayfair i naboejendommen i Helgolandsgade. Samlet markedsføres de to hoteller i dag som First Hotel Mayfair.

Efter First havde overtaget Choice-hotellerne i Danmark, fortsatte Karina Lauritzen som sælger og blev senere salgs- og marketingschef inden hun forlod hotelkæden.

Om sit nye job siger Karina Lauritzen: ”Jeg kan trække på min operationelle viden indenfor drift samt mit store netværk i og udenfor hotelbranchen samt mine mange år som salgsleder. Jeg glæder mig til at deltage i udviklingen af København som destination og ikke mindst udviklingen af Nordic Choice Hotels i Danmark. Med vores projekter, der ligger i pipelinen, sætter vi stærkt ind på at indtage den del af markedet, der ligger og venter på os.”

To nye hoteller på vej
Nordic Choice Hotels har mindst to nye hoteller på vej i Danmark, begge åbner i 2020 i København. Størst bliver Comfort Hotel Copenhagen Airport, der kommer til at ligge som nabo til Clarion Hotel Copenhagen Airport (det tidligere Hilton Copenhagen Airport). Både Comfort og Clarion er varemærker hos Choice – det kommende nye lufthavnshotel får 619 værelser.

Choice’s andet kommende nye hotel i København bliver Nordic Choice i Centralpostbygningen ved Hovedbanegården med 390 værelser – hotelkæden lover at det bliver et luksushotel; navnet på selve hotellet er endnu ikke offentliggjort.

Selve Nordic Choice har i dag fem hoteller i Danmark: Clarion Hotel Copenhagen Airport, Quality Airport Hotel Dan, Comfort Hotel Vesterbro, Quality Hotel Høje Taastrup og Hotel Skt. Petri i København.

Relaterede artikler:

Hotelkæde styrker salgsteam i Danmark

Stor hotelkæde klar med ny salgsdirektør i Danmark

Hotelkæde skal bruge 25.000 nye medarbejdere