- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelvaremærke fejrer hotel nummer 500

Hilton-varemærket Homewood Suites har netop åbnet varemærkets hotel nummer 500 – og dets første i Caribien. På verdensplan har Hilton-koncernen snart 6.000 hoteller.

Navnet på hotel nummer 500 blev Homewood Suites by Hilton Santo Domingo – da hotellet ligger i hovedstaden Santo Domingo på den caribiske østat Den dominikanske Republik, der blandt andet er kendt af danske chartergæster.

Det nye hotel med 12 etager i centrum af Santo Domingo har 145 værelser, eller suiter, som de kaldes i dette tilfælde.

Det er 30 år siden, at Hilton-koncernen åbnede sit første hotel under konceptet Homewood Suites. Der er yderligere 100 hoteller på vej – de nuværende hoteller indenfor Homewood Suites har foreløbig over 12.000 suiter i navnlig USA, Canada, Latinamerika og nu også Caribien.

”Den dominikanske Republik har en stærk økonomi og har megen naturlig skønhed; også derfor er vi glade for, at vores hotel nummer 500 åbner her i hovedstaden Santo Domingo,” siger Rick Colling, global chef for Homewood Suites.

Det nye Homewood Suites-hotel deltager i Hilton-kæden miljøprogram, Travel with Purpose, om at have størst mulig bæredygtig for at belaste naturen mindst muligt. Programmet tilstræber at halvere Hilton-kædens miljøaftryk inden år 2030.

I alt forventer Hilton gennem flere af sine varemærker at åbne endnu 20 hoteller i Caribien de kommende år – Hilton har allerede 150 hoteller i Latinamerika og Caribien.

17 varemærker verden over
I alt har Hilton 17 varemærker i 114 lande og territorier over hele verden fordelt på 5.900 hoteller med i alt 939.000 hotelværelser.

Hilton-kæden, der sidste år kunne fejre sit 100 års jubilæum, har i sine 100 år haft over tre milliarder hotelgæster.

I sommeren 2021 vender Hilton tilbage til København med åbningen af et 5-stjernet hotel med næsten 400 værelser og suiter ved Knippelsbro.

Men allerede i anden halvdel af næste år åbner Hilton Garden Inn Faroe Islands som Færøernes første internationale hotelkæde.

Hotellet med 131 værelser ligger i gåafstand fra havnen i Torshavn og fra hotellet vil der være havudsigt og fokus på bæredygtighed, hedder det. Hotellet er et samarbejde med det færøske flyselskab Atlantic Airways.

Relaterede artikler:

100 år med Hilton

Stor dansk stigning til caribisk feriemål

Danske hoteller på liste over lovende åbninger i 2020