- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hunde kan opsnuse coronasmittede flypassagerer

De Forenede Arabiske Emirater har i sin hovedlufthavn, Dubai, indsat særligt trænede politihunde, der ifølge landets myndigheder kan snuse sig frem til passagerer der er smittet med coronavirus.

Hundene kan ifølge myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater med 92 procents træfsikkerhed snuse sig frem til tests fra passagerer, der er smittet med coronavirus. Hundene er blandt andet stationeret i landets hovedlufthavn, Dubai.

De Forenede Arabiske Emirater er hjemsted for to store internationale flyselskaber, ikke mindst Emirates fra Dubai, men også Etihad Airways fra Abu Dhabi, det arealmæssigt største af de syv emirater.

Sporhundene har lært at fange duften af coronavirus fra prøver fra mennesker, herunder flypassagerer, skriver WAM, det officielle nyhedsbureau i de Forenede Arabiske Emirater.

En video fra WAM viser angiveligt, at sporhundene finder frem til den prøve med coronavirus der er placeret i et testlokale sammen med flere andre negative testprøver indsamlet fra ankommende passagerer.

”Vi har fået et afgrænset område her i Dubai International Airport, hvor hundene kan snuse sig frem til prøver med Covid-19,” siger major Salah Al Mazrooei fra Dubai Police og tilføjer: ”Prøverne udtages af personale fra Dubai Health Authority og på under ét minut har hundene snuset sig frem til den prøve, der indeholder coronavirus.”

Ikke i kontakt med sporhundene
Skulle flypassagerer generelt være bange for hunde, så er der ikke noget at frygte i denne forbindelse, understreger myndighederne.

For hundene kommer slet ikke i forbindelse med passagererne – hundene snuser blot til de muligheder, de kan vælge imellem. Én konkret test og flere andre, der er negative. Hundeføreren ved ikke, hvilke test er den muligt smittede inden han og hunden kommer ind i testlokalet.

Myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater foretager også en række andre test og screeninger af ankommende flypassagerer i landets lufthavne.

UAE har lige nu ifølge Worldometers.info 351 døde, hvilket svarer til 35 døde per én million indbygger, UAE har 9,9 millioner indbyggere. Til sammenligning har Danmark foreløbig 616 døde og 106 døde per én million indbyggere. Danmark har tæt på 5,8 millioner indbyggere.

Relaterede artikler:

Emirates klar med portal for rejsebranchen

Emirates’ A380 er i luften igen

Dubai atter klar til udenlandske turister