- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hvad nu, Mette?

AKTUEL KOMMENAR: ”Vi har kæmpet for at beholde jobs, vi har betalt kunderne tilbage. Hvornår lever politikerne op til deres ansvar overfor rejsebranchen,” spørger rejsebureaudirektør Camilla Levin.

Af Camilla Levin, ejer og grundlægger af 80days

Nu er verden blevet orange igen. Næsten helt orange, ifølge de danske vejledninger. Afgørelsen er baseret på en model, der blev lavet tilbage i forsommeren, da langt, langt færre blev testede, og hvor den viden, vi i dag har om smittespredning, ikke fandtes.

Med en forældet model som rettesnor, er rejsebranchen nu igen blevet frataget samtlige muligheder for at drive forretning.

Langt fra alle lande følger Danmarks model for, hvornår et land betegnes som orange. Alene indenfor EU anvendes flere forskellige modeller.

For eksempel arbejder Tyskland ud fra en model, hvor et land først bliver orange, når smittetallet overstiger 50. Og i Sverige arbejdes der ud fra et helt andet princip. Desuden har det europæiske center for sygdomsovervågning, ECDC, fastslået at rejserestriktioner er en af de mindst effektive ikke-medicinske interventioner, når smitten er udbredt.

Se på nye initiativer
Tiden må være inde til, at man i stedet for rejserestriktioner ser på nye initiativer, der gør det muligt at rejse nogenlunde sikkert – i stedet for disse op- og nedlukninger, der gør planlægning for rejsende og for branchen, umulig.

Vi mangler svar.

Den allerstørste udfordring for rejsebranchen lige nu er, at vi intet får at vide. Hvordan skal vi som branche finde løsninger for fremtiden eller agere i den nye virkelighed, når vi famler i blinde?

Vi ved ikke om grænsen for, hvornår et land er ”orange”, vil blive ved med at være baseret på den model, som næsten ingen lande kan leve op til, når der testes i det omfang, der bliver testet nu. Og der er ingen tegn på, at nye hjælpepakker eller andre løsninger skulle være på vej.

Mange rejsebureauer står med samme spørgsmål
Der er helt sikkert mange rejsebureauer, der i dag står med spørgsmålet: Skal vi håbe på at rejsevejledningerne bliver ændret – snart? – eller skal vi måske bare lukke og slukke allerede nu? Hvad skal vi pejle efter?

Hvad er politikernes plan?

Det er ikke nogen hemmelighed, at rejsebranchen har været presset siden corona-krisens start. Halvdelen af branchens ansatte har mistet deres arbejde, flere små selvstændige rejsebureauer er lukket, og hjælpepakkerne, der lød flotte når politikerne stod frem i medierne, viste sig at være det diametralt modsatte for os, der sidder med udfordringen og ansvaret dagligt.

Men trods et vanskeligt halvår for rejsebranchen, har håbet og kreativiteten været at finde. Mange bureauer har fundet nye muligheder i de destinationer, der stadigvæk har været ”gule” og der har været et stort fokus på at skabe tryghed for de rejsende.

Bureauejere og ansatte har tænkt ud af boksen, ligget søvnløse, håbet, været kreative, skåret ned, og kæmpet. Vi har holdt øje med alle muligheder for at sælge noget. Nu er alle døre lukkede.

”Vi holder hånden under danske arbejdspladser…”
Nu ved vi ikke om politikkerne har glemt os. Vi hører ikke fra dem. Vi har levet op til vores ansvar hele vejen igennem.

Vi har kæmpet for at beholde arbejdspladser, vi har betalt vores kunder tilbage og samtidig levet op til forpligtelser overfor partnere og leverandører. Hvornår kan vi forvente, at politikerne lever op til deres ansvar overfor rejsebranchen?

Vi fortsætter med at kæmpe for vores kompromisløse tilgang, selvom vi er pressede. Vi gør vores bedste for at passe på vores kunder, vejlede og betale dem tilbage, når myndighederne sætter en stopper for rejsedrømmene.

Sådan er vi, og jeg ville ønske for hele vores branche, at politikerne som havde lovet at passe på os, og holde hånden under danske arbejdspladser, også havde holdt deres ord.

Så, Mette, sig mig, hvad er din plan?

Relaterede indlæg:

“Vis virkeligheden med regionale rejsevejledninger”

Rejsebureau bookede fly til 360 eksklusive rejser

”Regeringen klemmer livet ud af rejsebranchen”