- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Visit Greenland klar med sin nye topdirektør

Islandske Hjörtur Smarason er 1. april ny direktør for Visit Greenland, hvor han skal stå i spidsen for at genstarte turismen til Grønland efter coronaen. Han er ekspert i branding og krisestyring.

Hjörtur Smarason afløser Julia Pars, der i november sidste år opsagde sin stilling efter tre år på posten. Julia Pars kom i stedet for Anders Stenbakken, der havde haft stillingen siden 2010.

Hjörtur Smarason er cand.merc. fra Copenhagen Business School og har mange års erfaring med branding og kommunikation. Han har tidligere arbejdet med kommunikationsstrategier, turismeudvikling og krisehåndtering for destinationer i Arktis, Asien og Afrika, oplyser Visit Greenland.

”Vores afgående direktør, Julia Pars, afleverer et Visit Greenland med et solidt strategisk udgangspunkt, med en strategi der virkelig har sat bæredygtighed i fokus,” siger formand for Visit Greenland, Anette Grønkjær Lings, og fortsætter:

“Visit Greenland står overfor to vigtige opgaver; genstart af turismen med nærmarkederne som særlige indsatsområder og en branding-indsats, der skal være med til at løfte Grønlands nye infrastrukturelle muligheder. I udvælgelsen af en ny direktør har vi lagt vægt på en kapacitet inden for branding og erfaring med opstart af turisme. Medarbejderne i Visit Greenland er højt specialiserede og engagerede, og det har været afgørende, at Hjörtur har et solidt fundament i ledelse af vidensteams.”

Anette Grønkjær Lings er til daglig direktør for Hotel Sisimiut og incomingbureauet Arctic Incoming. Selve Visit Greenland er 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre.

På vej mod mere turisme
Som ny direktør kommer Hjörtur Smarason til at stå i spidsen for Visit Greenlands 2021-2024 strategi ”På vej mod mere turisme” om at øge turismen og gøre den mere bæredygtig, ligesom han skal videreføre arbejdet med en ny brandingkampagne, der skal gøre landet til en mere populær adventure destination. Men særligt ét punkt står øverst på den nye direktørs prioritetsliste:

“Turismen i Grønland er på vej ind i en meget spændende periode, hvor de kommende nye lufthavne åbner for helt nye muligheder. Jeg glæder mig meget til mødes med det grønlandske turismeerhverv og deltage i den udvikling, Grønland står overfor. Men førsteprioriteten bliver dog udarbejdelsen af strategier, som hjælper virksomheder i turismen med at lande på benene på den anden side af coronakrisen,” siger Hjörtur Smarason.

127.000 turismeovernatninger
I perioden fra Julia Pars er fratrådt som direktør for Visit Greenland til Hjörtur Smarason tiltræder, vil souschef Mads-Daniel Skifte fungere som konstitueret direktør.

Under normale omstændigheder har turisterne årligt omkring 127.000 overnatninger i Grønland – det gennemsnitlige antal overnatninger per gæst var 2,5 overnatninger i 2019, oplyser Visit Greenland.

På årsbasis har Grønland i nærheden af 104.000 turister, hvoraf cirka 46.000 er krydstogtsgæster. Af de 58.000 landbaserede turister, er omkring halvdelen fra Danmark.

Julia Pars forlader jobbet som administrerende direktør for Visit Greenland. Foto fra Visit Greenland: Anders Lindstrøm.

Der vil altid vil være muligheder for sådan én som mig
Til STANDBY.dk fortalte Julia Pars i forbindelse med, at hun havde opsagt sin stilling hos Visit Greenland:

“Det er efter eget valg, at jeg stopper. Baggrunden er, at jeg gerne vil søge nye udfordringer. Det har ikke været en let beslutning, specielt uden nyt job på hånden i denne tid. Men jeg tænker, at der altid vil være muligheder for sådan én som mig.”

Julia Pars er akademiøkonom i turisme og har en MBA fra Henley Business School. Fra 1992 til 2007 var hun i Greenland Tourism som blandt andet vicedirektør.

Inden hun kom til Visit Greenland, havde Julia Pars ti år som direktør for Grønlands Nationale Kulturhus, Katuaq.

Relaterede artikler:

Grønland skal have ny turistdirektør

Anlægsudgifter til nye grønlandske lufthavne vokser

Kendt turismeprofil ny direktør for Grønlands Erhverv