- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Israel ønsker rejsebobler til færdigvaccinerede lande

Fra måske næste måned kan færdigvaccinerede borgere i Israel og Grækenland frit rejse som turister til det andet land. Israel ønsker rejsebobler med andre lande, skriver israelske medier.

Israel er ifølge BBC det land i verden, der er længst fremme med at vaccinere sin befolkning, foreløbig er 55 procent af befolkningen færdigvaccineret mod coronavirussen. Israel startede 19. december med at vaccinere landets ni millioner indbyggere mod coronavirus. Vaccinationerne forventes at være afsluttet med udgangen af maj.

Dermed begynder Israel at kigge efter andre lande, der er i nogenlunde samme situation og som vil indgå i rejsebobler med turister.

Den første aftale blev indgået mandag mellem Israel og Grækenland og blev underskrevet i Jerusalem af de to landes premierministre, Benjamin Netanyahu fra Israel og Kyriakos Mitsotakis fra Grækenland.

Ifølge aftalen kan færdigvaccinerede borgere fra de to lande på et snarligt tidspunkt, måske allerede fra slutningen af næste måned, rejse mellem landene ”uden nogen begrænsninger, ingen karantæne, ingenting,” sagde Benjamin Netanyahu på pressemøde, hvor aftalen blev præsenteret.

Den græske premierminister benyttede anledningen til at lykønske Israel med, hvor langt man var kommet i sit vaccinationsprogram og at Grækenland glæder sig til at modtage de israelsk turister.

Israel kigger rejsebobler med andre lande
Både Israel og Grækenland har under normale omstændigheder store indtægter fra udenlandsk turisme. Men også i disse lande er turismebranchen hårdt ramt af coronakrisen.

Hjemmesiden The Times of Israel skriver, at Israel arbejder mod at kunne oprette rejsebobler med blandt andet Cypern, Estland, Georgien, Rumænien, Serbien, Seychellerne og Storbritannien.

Israel har mange turistattraktioner, herunder Det Døde Hav og badebyen Eilat – men de største er landets største by, Tel Aviv, samt Jerusalem, der er en vigtig by for flere religioner. I 2019, året før coronakrisen, havde Israel omkring 4,5 millioner udenlandske turister, heraf knap 100.000 fra de nordiske lande.

Ankomstmæssigt er Israel lidt speciel; på grund af den geopolitiske situation køres der nærmest ikke fra naboerne – Egypten, Jordan og Libanon – til Israel; der er nærmest ingen færgeruter, så den absolutte hovedpart af udenlandske ankomster sker med fly.

Relaterede artikler:

Flere lande åbner for færdigvaccinerede turister

DRF: Snarligt coronapas vil hjælpe rejsebranchen

Israel tiltrækker stadig flere turister