Israel vandt i år prisen ved Danish Travel Awards som Bedste Rejseland udenfor Europa. Her er det strandpromenaden ved Tel Aviv, der ligger ud til Middelhavet. Israel henter stadig flere udenlandske turister, men væksten er for stor i forhold til antallet af hotelværelser. Foto: Israel Government Tourist Office.

Israel tiltrækker stadig flere turister

Middelhavslandet fortsætter med at øge antallet af udenlandske turister. ”Det er crazy, på ti år har vi fordoblet antallet af turister,” siger chefen for turistkontoret hos Tel Avivs borgmester.

Israel bliver ved med at sætte turistrekorder. De officielle ankomsttal for september var 405.000 – det er 44 procent flere end sidste år, viser de nyeste tal fra Israel’s Central Bureau of Statistics.

Alene i årets første ni måneder har der været tæt på 3,3 millioner udenlandske ankomster til Israel, en vækst på 13 procent sammenlignet med januar til september sidste år.

I en kommentar fra Israels turistminister, Yariv Levin, lyder det: ”Vi fortsætter med at sætte månedrekorder. Vi markedsfører Israel verden over – og vi ser resultaterne. Vi udvikler nye markeder, samtidig med at vi holder fokus på de eksisterende. Turisme er for alvor blevet en vækstmotor ligesom turisme forbedrer vores image verden over.”

Klik for stort format. Eytan Schwartz, direktør for borgmesteren i Tel Avivs afdeling for global turisme, fotograferet under sidste uges ophold i København på Tivoli Hotel & Congress Center. Foto: Henrik Baumgarten.

Og glæden over det øgede antal turister mærkes også i landets største by, Tel Aviv. Direktøren for borgmesteren i Tel Avivs afdeling for global turisme, Eytan Schwartz, siger til STANDBY.dk:

”Vores væksttal indenfor turisme er crazy, antallet af turister er omkring fordoblet de seneste ti år.”

Fremgangen skyldes flere faktorer, påpegede Eytan Schwartz, da han sidste uge besøgte København. Det skete ved topmødet indenfor verdens cirka 100 største millionbyer i klima- og miljøsamarbejdet C40 World Mayors Summit med over 2.000 tilmeldte borgmestre, toppolitikere og mange andre fra hele kloden.

Ankomstmæssigt er Israel lidt speciel; på grund af den geopolitiske situation køres der nærmest ikke fra naboerne – Egypten, Jordan og Libanon – til Israel; der er nærmest ingen færgeruter, så den absolutte hovedpart af udenlandske ankomster sker med fly.

”Vi har øget Israels tiltrækningskraft via en open skies-aftale, vi har øget budgettet til markedsføring af turisme meget kraftigt og i en verden med fokus på sikkerhed for også turister, ligger Israel langt fremme på dette område,” siger Eytan Schwartz.

Vi elsker Danish Travel Awards
I starten af denne måned landede Israel prisen ved Danish Travel Awards som Bedste Rejseland udenfor Europa.

Den flotte placering er naturligvis ikke gået upåagtet hen hos de israelske turistmyndigheder. ”Vi elsker disse awards,” siger Eytan Schwartz.

Sidste år havde Israel i alt 4,1 millioner udenlandske turister, en vækst på 14 procent sammenlignet med 2017. I år forventes tallet 4,5 millioner passeret. Af de udenlandske turister sidste år i Israel, kom omkring 90.000 fire af de nordiske lande.

Der var 33.300 fra Sverige, plus 21 procent, 22.400 fra Danmark, en vækst på 17 procent, 17.400 fra Finland, en fremgang på 12 procent og 16.100 fra Norge, hvilket var 17 procent flere end i 2017, oplyste den israelske stats turistbureaus nordiske kontor for nylig til STANDBY.dk

De seneste ti år har fremgangen af ankomster fra Sverige til Israel været 93 procent fra Sverige og 44 procent fra Danmark.

Tel Aviv og Jerusalem er største trækplastre
Israel har mange turistattraktioner, herunder Det Døde Hav og badebyen Eilat – men de største er landets største by, Tel Aviv, samt Jerusalem, der er en vigtig by for flere religioner. 

”Tel Aviv og Jerusalem er to byer med ét produkt – og tæt på hinanden,” siger Eytan Schwartz og fortsætter:

”Én af flere grunde til væksten i turisme til Israel er, at vi har øget investeringerne i turisme meget markant, herunder til markedsføring af Israel som rejsemål i udlandet.”

Også Tel Aviv ud til Middelhavet er blevet meget mere attraktiv, siger Eytan Schwartz og tilføjer: ”Vores borgmester har megen fokus på at opgradere byen – men Tel Aviv var også meget slidt og havde en dårlig infrastruktur.”

Masser af presseomtale
Men, fortsætter Eytan Schwartz, så er medierne også vigtige for Israel.

”Israel har hundredvis af udenlandske journalister, der dækker det politiske – men de skriver også om Israel som rejseland, om en feel good-destination med fokus på det kulinariske, badelivet, natklubberne, museerne, naturen og alt det andet,” siger han.

De mange udenlandske turister bruger fly til at komme til og fra Israel – til det er der brug for flyruter. Dette kniber det med fra for eksempel Danmark, hvor kun Norwegian flyver mellem København og Tel Aviv. Det er mange år siden det statslige israelske flyselskab, El Al, har fløjet mellem Danmark og Israel.

”Vi har til gengæld et stigende antal hoteller – men fordi efterspørgslen er så høj, kniber det med billige hotelværelser. Tel Aviv er stadig en for dyr destination for mange. Byen har 11.000 hotelværelser, men det er ikke nok i forhold til efterspørgslen. Derfor accepterer myndighederne i stor grad Airbnb – i Tel Aviv er der officielt 17.000 Airbnb-lejemål,” siger Eytan Schwartz.

Relaterede artikler:

Stor nordisk turistvækst til Israel

Israel fortsætter turistboom

Turistboom giver Israel flere hotelværelser