Kravene kan ændre sig og nye retningslinjer kan komme til, men mindst ni lande i og udenfor Europa er åbne for turister fra nogle lande, hvis de udenlandske gæster er færdigvaccineret.
De danske rejsevejledninger er stadig røde. Men nogle rejser alligevel på ferie.
Nogle lande forlanger i dag blot en negativ coronatest, for at tillade indrejse for udenlandske turister. Men i kraft med, at stadig flere bliver færdigvaccineret, åbner andre lande nu for adgang mod behørig dokumentation for coronavaccinationen.
Branchemediet Traveldailymedia.com har samlet liste over ni lande, der, ifølge mediet, tillader indrejse for turister, hvis de er færdigvaccineret. Indrejsemuligheden gælder ikke nødvendigvis turister fra alle lande.
Ved at tillade færdigvaccinerede indrejse, kan landene også fjerne eventuelle krav om isolation, inden turisterne kan komme ud i landet.
Disse lande er åbne for færdigvaccinerede
Listen fra Traveldailymedia.com bringes med alle forbehold, men ifølge hjemmesiden er disse lande netop nu åbne eller vil åbne for indrejse af færdigvaccinerede.
Cypern tillader fra 1. marts færdigvaccinerede indrejse uden at de skal fremvise en negativ coronatest og derfor heller ikke skal i karantæne. Cypern ikke dørene for turister for alle lande. Traveldailymedia.com bringer ikke en liste over lande, hvorfra turister kan rejse ind, hvis de er færdigvaccineret.
Estland kræver dokumentation for gyldig færdigvaccinering, herunder hvor vaccinen er fremstillet, hvilken type vaccine, det drejer sig om og flere andre krav.
Georgien har siden 1. februar tilladt indrejse for færdigvaccinerede turister.
Island giver adgang, stadig ifølge Traveldailymedia.com, til færdigvaccinerede statsborgere fra blandt andet EU-landene. Turisterne skal heller ikke coronatestes eller i isolation ved ankomsten til Island.
Libanon har siden midten af sidste måned tilladt indrejse for færdigvaccinerede turister, de skal dog have foretaget en PCR-test ved ankomsten til Middelhavslandet.
Polen tillader også indrejse for udlændinge, der kan dokumentere, at de er færdigvaccineret.
Rumænien har siden sidste måned tilladt indrejse for færdigvaccinerede. Den sidste vaccination skal være sket senest ti dage før ankomst til landet.
Seychellerne giver adgang for færdigvaccinerede, men der skal også fremvises en negativ coronatest, taget senest 72 timer før ankomsten.
Thailand giver, ifølge Traveldailymedia.com, adgang for turister, der kan dokumentere, at de er færdigvaccineret. Dermed skal de ikke i den ellers krævede isolation på 16 dage.
Relaterede artikler:
Kroatien vil ikke kræve coronapas