- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Togselskab vil fordoble antallet af passagerer

Eurostar Group har lagt en vækstplan med en række forskellige tiltag, der skal medvirke til, at 30 millioner rejsende benytter selskabets højhastighedstog i 2030. Flaskehalse er dog en udfordring.

Da EU-Kommissionen nikkede ja til, at de to jernbaneselskaber britiske Eurostar og fransk-belgiske Thalys måtte fusionere, gik et større arbejde i gang. Selskaberne blev lagt sammen til ét, og der er blev foretaget en rebranding således, at man i dag udelukkende benytte sig af Eurostar-varemærket.

Det er sket i regi af det fælles selskab Eurostar Group og har betydet, at der er blevet designet et nyt logo. Det er 51 tog, som det samlede selskab råder over, blevet bemalet med, og nu har man rettet blikket mod fremtiden.

Den indebærer blandt andet, at der skal lanceres fælles reservationssystem, hjemmeside, app samt fordelsprogram, inden året er omme. Eurostar Group nærer dog også en ambition om, at passagertallet for 2022 skal være fordoblet i 2030.

Vil have 30 millioner rejsende ombord
Selskabet er specialiseret i højhastighedstog, der kører på strækninger mellem Frankrig, Storbritannien, Belgien, Holland og Tyskland.

I det forgangne år steg 15 millioner passagerer ombord på et tog fra selskabet, men ifølge en vækstplan, der er blevet præsenteret af koncernchef Gwendoline Cazenave, skal det tal være 30 millioner årlige rejsende ved indgangen til det næste årti.

Hun fortæller, at det i løbet af 2022 gik hurtigere med genopretningen i såvel fritids- som VFR-trafikken (Visiting Friends and Relatives, red.) end tilfældet var med erhvervsrejserne, men hen imod slutningen af året var de forretningsrejsende vendt tilbage i en størrelsesorden, der mindede om 80 til 85 procent af niveauet fra før COVID-19-pandemien. Dengang var Eurostar Group dog fortsat to separate selskaber.

Flaskehalse går ud over passagertallet
Eurostar Group håber, at en del af væksten i antallet af passagerer vil komme fra, at man får mulighed for indgå samarbejder med de nationale jernbaneselskaber og benytte deres infrastruktur i de lande, hvor selskabet har aktiviteter.

Selskabet ønsker desuden at få etableret togforbindelser til nogle af de store hub-lufthavne i landene, så flypassagerer får mulighed for at lade bilen stå og i stedet kan tage toget, når de skal ud at rejse, fortæller Eurostar Group, der har bæredygtighed og mindskning af klimaaftrykket som omdrejningspunkter i forretningen.

Ifølge Gwendoline Cazenave har selskabet i øjeblikket en udfordring på blandt andet St. Pancras Station i London, Amsterdam Centraal Station og flere andre vigtige trafikknudepunkter, da flaskehalse her betyder, at visse afgange kommer af sted med mindre end 50 procent af den maksimale kapacitet.


Relaterede artikler:

Indsætter nye tyske højhastighedstog

SJ køber Sveriges hidtil hurtigste højhastighedstog

Stadig flere højhastighedstog på Europas jernbaner