- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kæmpe opkøb i rejsebranchen

Aller Leisure køber Stjernegaard Rejser for skønsmæssigt mindst 100 millioner kroner. Dermed har Aller Leisure fem rejsebureauer og en årlig omsætning på over en milliard kroner.

Der blev skrevet under i aftes og i dag fik de 35 medarbejdere hos Stjernegaard Rejser i Lyngby ved København samt de ansatte hos blandt andet Nyhavn Rejser, der også ejes af Aller Leisure, den overraskende nyhed om salget.

Stjernegaard Rejser, som Asger Domino købte i 2007, omsatte i sidste regnskabsår for tæt på 200 millioner kroner. Asger Domino, der også er formand for bestyrelsen i Danmarks Rejsebureau Forening, har 80 procent af aktierne i Stjernegaard Rejser, mens produktionsdirektør Peter Nielsen, der for ti år siden kom fra Billetkontoret, ejer de sidste 20 procent.

De seneste ti år er Stjernegaard Rejser vokset fra en årlig omsætning på omkring 50 millioner kroner til nu 200 millioner kroner. Sidste år havde rejsebureauet omkring 10.000 gæster, der betalte fra 10.000 og op til 60.000 kroner for deres rejser.

Salgspris på over 100 millioner kroner
Rejsebrancheanalytiker Ole Egholm siger til STANDBY.dk, at Stjernegaard Rejser er et af de mest veldrevne i danske rejsebranche.

”Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad Aller Leisure har betalt for Stjernegaard, men det er – afhængig af hvordan bureauet har klaret sig i år – nok et sted mellem 100 og 150 millioner kroner,” siger han.

Hverken den administrerende direktør for Aller Leisure, Morten Aaberg Sørensen, eller Stjernegaards Asger Domino, ønsker at oplyse salgsprisen. Men Asger Domino siger til STANDBY.dk: ”Vi har fået en rigtig god pris.”

Asger Domino har flere gange – også til STANDBY.dk – sagt, at Stjernegaard Rejser ikke var til salg.

I dag siger han til STANDBY.dk: ”Jeg havde altså heller ikke set det komme. Da jeg fik den første henvendelse fra Aller Leisure før sommerferie, tog jeg det bare som en slags hyggehenvendelse, jeg blev helt paf og afviste et salg. Jeg nyder hver dag min frihed her i Stjernegaard sammen med de fantastiske medarbejdere.”

Men samtalerne fortsatte med Aller Leisure efter sommerferien.

”Jeg og Stjernegaard Rejser ville stadig have vores store frihed, så tanken modnede sig. Jeg er 59 år og på et tidspunkt skulle jeg jo sælge, og så ville jeg gerne gøre det mens legen var god. Vi havde gode samtaler med Aller Leisure som er rigtig fine mennesker, som jeg har fået stor respekt for,” siger Asger Domino, der sammen med Peter Nielsen fortsætter som før.

Torsdag formiddag var telefonerne hos Stjernegaard lukket i to timer mens medarbejderne fik informationen og kunne møde Aller Leisures administrerende direktør, Morten Aaberg Sørensen.

”Jeg kan godt forstå, hvis medarbejderne i Stjernegaard i første omgang var chokeret over nyheden. De er jo stolte af Stjernegaard, som de har været med til at skabe,” siger Asger Domino og tilføjer:

”Men på et tidspunkt skulle vi jo kigge på en køber. Og her ser vi Aller Leisure som den bedste garanti for at Stjernegaard også fortsætter som et selvstændigt rejsebureau i fremtiden – fremfor hvis vi havde solgt til en kapitalfond eller en udenlandsk koncern. Salget er en fremtidssikring af Stjernegaard Rejser og dets arbejdspladser. Der kommer absolut ikke til at ske forandringer.”

Flere rejsebureausalg i år
Købet af Stjernegaard Rejser er det tredje køb eller salg af et danske rejsebureau der involverer Aller Leisure i år.

I juli købte man Gislev Rejser og i september solgte Aller Leisure sit mindste rejsebureau, Beach Tours, til det store jyske charterrejsebureau Primo Tours.

Med købet af Stjernegaard ejer Aller Leisure i Danmark nu fire rejsebureau; Nyhavn Rejser, Kulturrejser Europa, Nilles Rejser og Gislev Rejser samt norske Aller Travel.

I alt har rejsebureauerne over 200 medarbejdere og kommer med Stjernegaard op på en omsætning på over en milliard kroner om året.

Ikke flere opkøb i Danmark
Til STANDBY.dk siger Morten Aaberg Sørensen, administrerende direktør for Aller Leisure:

”Vi havde jo på blandt andet STANDBY.dk læst, at Asger Domino sagde, at Stjernegaard Rejser ikke var til salg. Men vi gik alligevel meget målrettet efter Stjernegaard. Vores udgangspunkt var at finde et rejsebureau der kunne komplimentere Nyhavn Rejser på de oversøiske rejser, herunder med individuelle rejsende og grupperejser.

Mens Nyhavn Rejser sælger rejser på et 4-5 stjernet niveau, har Stjernegaard et 3-4 stjernet niveau – og ville have et rejsebureau med samme kvalitetskaliber og virkelig gode kvalitetsrejser som Nyhavn Rejser.”

Morten Aaberg Sørensen siger, at med købet af Stjernegaard Rejser har Aller Leisure ikke flere umiddelbare planer om nye opkøb i Danmark. ”Vi er nu dækket ind på alle de væsentlige områder af markedet,” siger han.

Relaterede artikler:

Aller Leisure på Top 10 over største rejsebureauer

Rejsebureau fejrede medejer og fødselar

Primo Tours beholder alle varemærker