- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kampagne skal skaffe flere København flere turister

Wonderful Copenhagen og søsætter kampagne der skal få københavnere til at holde efterårsferie på hjemlige breddegrader og dermed støtte de hårdt trængte hoteller.

Samtidig med, at københavnerne er på vej på efterårsferie – måske med ekstra udbetalte feriepenge, står turismen og oplevelsesøkonomien i hovedstaden med en katastrofal mangel på internationale gæster.

Ud over at have kampagnefokus på hele Danmark og de tilgængelige nærmarkeder, typisk Sverige, Norge og Tyskland, sætter Wonderful Copenhagen, i tæt sparring med det københavnske turismeerhverv nu gang i en ny kampagne, der skal inspirere københavnerne til at bruge deres by her i efteråret.

Tag på staycation på hotel i din egen by, og brug efterårsferien på at opleve restauranter, attraktioner, kulturinstitutioner og butikker, lyder opfordringen fra WoCo.

Virksomhederne bag hovedstadens store udbud af oplevelser mangler gæster, og det presser de københavnske hoteller, kulturoplevelser, restauranter og så videre på eksistensen, noterer Wonderful Copenhagen.

Regeringen skræmte turister væk
Navnlig de københavnske hoteller og turistattraktioner blev i stor stil sorteper i sommerferien. Regeringen kom i maj med sin meget udskældte og kontroversielle seksdagesregel, der skulle holde udenlandske turister væk fra Danmark.

I starten måtte udenlandske turister ikke overnatte i København og på Frederiksberg. Det gav danskere fra resten af Danmark indtrykket af, at det var særligt farligt at overnatte i København, så de blev væk.

Dansk Erhverv og HORESTA rettede for nylig i Berlingske hård kritik mod Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, der tav om seksdagesreglen. Frank Jensen siger, at han tav, fordi han er næstformand i Socialdemokratiet.

86 procent færre udenlandske turister
”Siden nedlukningen i marts har turisterhvervet i hovedstaden haft en nedgang i internationale gæster på 86 procent. Det er selvfølgelig katastrofalt for mange virksomheder. Så der er både omsætning og mange job på spil, men også byens udbud af oplevelser,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

”Hvis både vi, der bor i hovedstaden, og byens gæster fremover skal have samme niveau af oplevelser i København, skal vi hjælpe de pågældende virksomheder nu, hvor de er i krise. Det vil vi bidrage til med denne kampagne, som vi kører i tæt dialog med en bred række af aktører i byen.”

”Vi ser frem til at byde københavnerne velkommen. Både hoteller, restauranter, kulturinstitutioner og attraktioner har været igennem mange måneder med alt for få gæster,” siger hoteldirektør Karen Nedergaard, formand for HORESTA Region Hovedstaden, i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Derfor vil det være fantastisk, hvis københavnerne bruger efteråret på at opleve deres egen by og derved bidrage til, at vi også på længere sigt har et stort og attraktivt udbud af oplevelser.

Halloween i Tivoli åbner i dag
Danmarks største turistattraktion, Tivoli, åbner i dag, fredag for sin Halloween-sæson, der varer måneden ud.

Ud over de lokale i hovedstaden bliver efterårskampagnen også målrettet borgere i hele Sjælland. Kampagnen er produceret og finansieret af Wonderful Copenhagen. Den kommer i første omgang til at køre på Facebook, Instagram og YouTube.

Turismen i hovedstaden er normalt primært baseret på internationale gæster og har hidtil skabt omsætning for over 50 milliarder kroner årligt og skabt job til over 60.000, oplyser Wonderful Copenhagen.

Relaterede artikler:

Katastrofetal for Københavns hoteller

Tivoli lukker og genåbner efter kun fire dage

WoCo har ny partnergruppe til PR for København