- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt kæde af boutiquehoteller atter i Skandinavien

For 10. år i træk er amerikanske Kimpton Hotels i disse dage på årligt salgsbesøg i København, Stockholm og Oslo. Kæden er på vej med sit andet europæiske hotel – og har også kig på Skandinavien.

Med over 50 tilmeldte rejsebureauagenter og travel managers samt blandt andre Air France KLM havde Kimpton Hotels onsdag indbudt den danske rejsebranche til en uformel workshop i København. Kimpton Hotels, der tilskrives æren for at have introduceret begrebet boutiquehotels i USA, holder typisk sine sammenkomster i København på danske Guldsmeden Hotels, der minder om Kimptons koncept.

Der er foreløbig 67 Kimpton-hoteller med 12.500 værelser i primært USA, men sidste år åbnede kæden i Amsterdam sit første hotel i Europa. I 2020 slår Kimpton også dørene op i Paris. ”Vi vil også gerne til København eller i hvert fald Skandinavien, men der er desværre ikke noget konkret på nuværende tidspunkt,” sagde salgsdirektør Kristy Rooney ved sammenkomsten på Axel Hotel Guldsmeden onsdag til STANDBY.dk

Repræsentanter for Kimpton besøger under deres skandinaviske turne også Stockholm og Oslo. Her fortæller de blandt andet, at der er mindst 15 nye Kimpton-hoteller på vej, ikke kun i USA, men også i canadiske Toronto, caribiske Grenada samt flere steder i Asien, blandt andet Bali og Shanghai.

Hovedparten af Kimptons gæster er fra USA, men i kraft af, at hotelkæden i over ti år har været repræsenteret i Norden gennem det danske GSA-bureau Atlantic Link har det set en stadig stigende vækst af nordiske gæster.
”Vi er meget glade for de gæster de nordiske rejsebureauer og virksomheder booker på vores hoteller – så vi kommer også til Skandinavien for at vise rejsebranchen, at der er virkelige mennesker bag Kimpton. Eller som vi siger i vores præsentation: ”Teknologi er vigtig, men det kan aldrig erstatte mennesker”,” sagde salgsdirektør Kristy Rooney.

Det første Kimpton-hotel åbnede i 1981 i San Francisco, der stadig huser kædens hovedkvarter – i dag er Washington DC – med blandt andet delstaten Maryland – det område i USA med flest Kimpton-hoteller.
Grundlæggeren af Kimpton Hotels, Bill Kimpton, fik i øvrigt den ide at sætte sig ned i sit første hotels lobby med nogle gode flasker vin. Han bød gæsterne på et glas og spurgte, hvad de synes godt om ved hotellet, hvad det gjorde forkert og hvad det kunne gøre bedre. Det blev starten på den såkaldte ”wine hour” som alle Kimpton-hoteller i dag tilbyder interesserede gæster.

Kimpton Hotels blev i 2014 købt af den store amerikanske hotelkæde InterContinental Hotels Group, der udover selve InterContinental også har varemærker som Crowne Plaza og Holiday Inn.

Travel managers til workshop, fra venstre Dorte Holm fra Carlsberg og Thorsten Kirkegaard Winther og Mette Christensen fra A.P. Møller-Mærsk. Klik på fotoet for at se det i stort format. Foto: Stand By.

A.P. Møller-Mærsk køber 700.000 hotelværelser
Blandt de danske travel managers ved onsdagens Kimpton-sammenkomst var Mette Christensen og Thorsten Kirkegaard Winther fra A.P. Møller-Mærsk. Det store danske rederi køber på verdensplan årligt cirka 700.000 hotelværelser – heraf 70.000 i USA.

”Vi bruger gerne Kimpton, men valget af hotel afhænger helt af for eksempel hotellernes beliggenhed på destinationen i forhold til vores rejsende,” sagde senior travel manager Thorsten Kirkegaard Winther.

Relaterede artikler:

Hilton overvejer hotel i Aarhus

Hamborg klar med nyt luksushotel

Visit California genvælger Atlantic Link