The Fontenay, Hamborgs nyeste 5-stjernede hotel, i forgrunden, med søen Alster bagved.

Hamborg klar med nyt luksushotel

Der er brugt cirka 750 millioner kroner på Hamborgs nyeste 5-stjernede hotel med 130 værelser.

Den 19. marts slår det femstjernede luksushotel The Fontenay officielt dørene ved søen Alster, tæt på hjertet af Hamborg. The Fontenay har ud over 130 værelser med panoramavinduer blandt andet en gourmetrestaurant, en rooftop-bar med udendørs tagterrasse samt et 1.000 kvadratmeter stort spaområde med pool.

The Fontenay skulle være åbnet i efteråret, men ibrugtagningen blev forsinket på grund af alvorlige vandskader.

Det femstjernede luksushotel, der er med i kæden af internationale luksushoteller, Leading Hotels of the World, er tegnet af Hamborg-arkitekten Jan Störmer, inspireret af den grønne park og søen omkring hotellet. Hotellet er beklædt med 14.000 kvadratmeter glas, der i dagtimerne bader indendørs-omgivelserne i naturligt lys.

Ingen lige vægge
På værelserne, der på grund af hotellets runde former næsten ikke har nogen lige vægge, er der trægulve, ekstralange senge og specialfremstillede møbler.

Gourmetrestauranten Lakeside på hotellets syvende og øverste etage byer på “fine dining” kreeret af chefkokken Cornelius Speinle, der har en Michelin-stjerne på CV’et. I hjertet af hotellet snor hotelgangene sig om en 27 meter høj, åben søjle med 200 vinduer.

Udover sine 130 gæsteværelser, der er fra 48 til 220 kvadratmeter, byder The Fontenay også på plads til konferencer og events.

Hamborg er sammen med Schleswig-Holstein, Berlin og Niedersachsen med blandet andet Harzen blandt de tyske regioner med flest danske besøgende.

Hamborg er de senere år blevet en populær getaway-destination for danskerne, også på grund af den korte køreafstand fra den danske grænse. Sidste år fik byen i øvrigt sin nye koncerthal, Elbphilharmonie, der ligger lige ud til havnen i det populære nybyggerområde Hafen City. Her ligger blandt andet en af Hamborgs største turistattraktioner, det meget imponerende Miniatur Wunderland, verdens største modeljernbane-udstilling.

Relaterede artikler:

København har mangel på internationale hotelkæder

Stor tysk rejselyst i år

Rejsebureau køreklar med nyt feriekoncept